Kiær bekymret for borgernes klage-rettigheder

4. marts 2013 15:11 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kiær bekymret for borgernes klage-rettigheder
Billede mangler

Kommunerne er alt for ofte for hårde, når de skal bevilge sociale ydelser, viser antallet af klagesager, hvor borgerne får medhold.

 

Statsforvaltningen Midtjylland har ifølge Berlingske indskærpet over for kommunerne, at de skal følge loven. Benedikte Kiær (K) er bekymret for, at problemet kan blive endnu større, når man nedlægger Det Sociale Nævn i sin nuværende form.

»Det er et problem, hvis kommunerne bruger ankesystemet til at teste, hvor langt man kan gå, når det gælder tildelingen af sociale ydelser. Og det betyder jo, at flere skal igennem en større klageproces. Kommunerne skal have mere fokus på, hvordan man visiterer borgerne bedre og bruger Serviceloven på den rigtige måde,« siger Benedikte Kiær til Berlingske Nyhedsbureau.

»Men det har Det Sociale Nævn netop en god dialog med kommunerne om, og det kan derfor godt bekymre mig rigtig meget i forhold til borgernes retssikkerhed, at regeringen har valgt at nedlægge netop Det Sociale Nævn,« tilføjer hun.

Ifølge Berlingske har alene Statsforvaltningen Midtjylland fundet fejl i knap hver tredje af de afgørelser, som borgerne har klaget over, og meget tyder på, at jo flere afgørelser, der bliver klaget over, jo flere afgørelser bliver ændret. Ifølge Benedikte Kiær skal kommunerne vejledes i at bruge Serviceloven.

»Det her viser, at der er meget brug for, at kommunerne bliver klogere på, hvordan man tildeler hjælp og bruger Serviceloven. Hver borger er jo en ny sag, og derfor er det hamrende vigtigt, at der er en læring i det, når en afgørelse har været forkert. Vi har et godt klagesystem nu, men det bliver desværre mindre godt fremover,« siger hun og henviser til omlægningen af statsforvaltningerne, hvor Det Sociale Nævn nedlægges.

Antallet af klager over afgørelser, der vedrører udbetalingen af sociale ydelser, steg fra 2007 til 2011 med mere end 60 procent på landsplan, og i 2011 behandlede Det Sociale Nævn og Beskæftigelsesankenævnet flere end 32.000 klager.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu