Kidnappede franskmænd optræder i ny video

25. februar 2013 18:32 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kidnappede franskmænd optræder i ny video
Billede mangler

NIGERIA: Den franske familie, som i sidste uge blev kidnappet i Cameroun, giver nu livstegn fra sig.

 

Det sker i en video, der blev lagt på YouTube mandag. I videoen optræder en af mændene fra familien, der består af tre voksne og fire børn.

»Vi er blevet kidnappet af Jama’atu Ahlis Sunna Liddaawati wal-Jihad,« siger manden, der ifølge Reuters henviser til medlemmer af den berygtede terrorgruppe Boko Haram.

Han fortsætter:

»De vil have frigivet deres brødre i Cameroun og kvinder, der bliver holdt fanget i Nigeria.«

Den franske familie, som skulle bestå af et forældrepar, deres fire børn og en onkel, blev kidnappet under en ferierejse tirsdag i sidste uge. De blev bortført i Cameroun og siden ført ind over grænsen til Nigeria, hvor de ifølge de franske myndigheders oplysninger er blevet delt i to grupper.

I videoen optræder en af de formodede kidnappere også, og han langer ud efter Frankrigs præsident, Francois Hollande – muligvis på grund af landets militære offensiv i Mali, hvor franskmænd er involveret i fordrivelsen af islamistiske oprørere.

»Den franske præsident har startet en krig mod islam,« siger manden, som truer med, at de franske gidsler vil blive dræbt, hvis gidseltagerne ikke får deres krav opfyldt.

Frankrigs udenrigsministerium arbejder ifølge Reuters på at verificere videoens ægthed. Camerouns kommunikationsminister, Issa Tchiroma Bakary, ønsker ikke at kommentere den.

Franske elitesoldater og specialstyrker ankom onsdag til det nordlige Cameroun for at hjælpe med at finde familien.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu