Kidnappet i Monaco: Remee i ’Her er dit liv’

14. november 2011 12:06 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Kidnappet i Monaco: Remee i ’Her er dit liv’
Billede mangler

Sangskriveren Remee bliver den anden gæst i de nye udgaver af ”Her er dit liv”, der sendes hver fredag på DR1
I fredags var skuespiller Niels Olsen i studiet til premieren på DR’s nye udgaver af ”Her er dit liv”. På fredag er turen kommet til sangskriver og producer Remee.
Og det var faktisk ikke en helt nem opgave at få kidnappet Remee til optagelserne.
Planlægningen af udsendelsen har været undervejs i månedsvis, og nerverne var derfor uden på tøjet, da DR kidnappede Remee samme dag, som udsendelsen skulle optages. Remee, der var taget en tur til Monaco, blev kidnappet af sin søster, der blev fløjet til Monaco. Trods det store chok og den store ændring i dagsprogrammet sagde Remee heldigvis ”ja tak” til at medvirke og hoppede på flyet til Danmark.
Mere end 60 hits på verdensplan
Remee har skrevet og co-produceret flere end 60 hits på verdensplan og solgt over 25 millioner plader. Ud over en særdeles alsidig karriere i Danmark, har Remee også skrevet og produceret for og samarbejdet med kunstnere som Jamelia, Shaznay Lewis (All Saints), Snoop, Robyn, Shayne Ward, Cinema Bizarre, O-Town, Blue, Private, Kashmir, Lee Ryan, Bianca Ryan, Darin, Randy Jackson med flere.
Remee er sidenhen kendt af hele familien Danmark som dommer i DR1’s populære talentshow -X Factor – i de tre første sæsoner fra 2008 til 2010. Han stod bl.a. bag Martin’s finalesejr, og fungerede som sangskriver på en stor del af sangene til Martin’s debutalbum Show the World.
Fakta om ”Her er dit liv”
’Her er dit liv’ er blevet sendt af flere omgange. Senest for 12 år siden med Camilla Miehe-Renard som vært og før det styrede Gregers Dirckinck-Holmfeld slagets gang. Blandt hovedpersonerne i ”Her er dit liv” har blandt andre været Otto Brandenburg, Svend Auken, Diana Benneweis og Buster Larsen.
Her er dit liv: Remee. Fredag 18. november kl. 20.00 på DR1

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu