KIF København-træner nedtoner stort resultat

25. februar 2013 14:27 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
KIF København-træner nedtoner stort resultat
Billede mangler

Søndag aften besejrede KIF Kolding København det tyske tophold Rhein-Neckar Löwen i EHF Cuppen med 25-23. Gæsterne fra Rhein-Neckar Löwen, der hører hjemme i Mannheim, ligger nummer et i den tyske Bundesliga, som regnes for at være den bedste håndboldrække i verden. Derfor var det også en stor skalp, og cheftræner for KIF Kolding København er stolt over, at hans hold havde slået det tyske tophold.

– Vi er glade for og stolte over, at det lykkedes os at slå Bundesligaen førerhold. Det var vi spændt på at se, om vi kunne. Og vi er glade for den måde, vi fik afviklet kampen på, siger Peter Bredsdorff-Larsen, der særligt var glad for, at KIF afholdt Rhein-Neckar Löwen fra at score en masse mål.

– Endnu engang holder vi vores modstander nede på et lavt antal mål, og det skyldes et rigtig fint forsvarsspil og endnu engang en stor indsats af Kasper Hvidt. Men det skyldes også, at vi spiller rigtig fin angrebshåndbold, som gør, at vi giver os selv de bedste betingelser for et godt returløb, som er meget afgørende mod et hold som Rhein-Neckar Löwen, siger Bredsdorff-Larsen, som også var godt til freds med sin assistenttræner Lars Krogh Jeppesens debut på banen.

– De havde det svært i resten af kampen med at score, havde det svært i deres angrebsspil. Det var flot af Lars Krogh Jeppesen, og det bekræfter jo det, vi havde på fornemmelsen, at den erfaring han har, og at han har prøvet at spille og har været blandt de bedste i mange år, det gør jo at han ved, hvad der skal til. Og kunne også levere den nerve og det engagement, som var så fin for vores hold at få med, så vi er alle sammen rigtig glade for at det kunne lade sig gøre, siger Bredsdorff-Larsen.

Selvom KIF Kolding København nu ligger på en førsteplads i deres gruppe i EHF Cuppen, er søndagens sejr dog ikke noget, der har steget KIF til hovedet. Tværtimod er cheftræneren ganske ydmyg og beskeden, når snakken falder på KIF Kolding København i en mulig EHF Cup-kvartfinale.

– Jeg føler ikke, at vi har lavet nogle ekstraordinære præstationer endnu. Vi har vundet vores hjemmekampe, og det er rigtig godt, og vi vandt en kamp ovre i Zaporozhye og det er også fint, men vi har ikke spillet på udebane hverken mod nummer to eller tre endnu, og så er vi kun to mål foran Rhein-Neckar Löwen indbyrdes, så taget er ikke ved at lette. Vi er glade og tilfredse, og kampen i går er en fin status på hvor langt, vores hold er, men der ligger mange vigtige kampe foran os endnu, siger cheftræneren.

KIF Kolding spiller deres næste kamp i EHF Cuppen mod netop Rhein-Neckar Löwen i Mannheim den 10. marts.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu