KIF ydmyger Tvis og cruiser mod semifinalerne

30. marts 2013 19:05 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
KIF ydmyger Tvis og cruiser mod semifinalerne
Billede mangler

Det er aldrig sådan rigtig sjovt at skyde på mål, når Kasper Hvidt rammer sit topniveau mellem stængerne.

Det kan Team Tvis Holstebros spillere skrive under på, efter de lørdag aften løb panden mod Hvidt-muren igen og igen, da de blev ydmyget af KIF Kolding København i Brøndby Hallen. Med en knusende overlegen sejr på 28-16 sikrede KIF sig to point, som gør, at det allerede nu er vanskeligt at forestille sig, at de ambitiøse jyder ikke booker en plads i semifinalerne.

Topoints-gevinsten mod Team Tvis Holstebro kan Peter Bredsdorff-Larsens mandskab ikke mindst takke Kasper Hvidt for. Den tidligere landsholdsmålmand var i absolut verdensklasse, og efter 47 minutters spil fik han lov at sætte sig ud på bænken og holde fri – med en redningsprocent på 62 procent. På det tidspunkt havde Team Tvis Holstebro scoret sølle 11 mål.

Mens KIF cruiser mod semifinalerne og topper slutspilspulje 1 med seks point, så ser det noget mere sort ud for Klavs Bruun Jørgensens tropper fra Tvis. I de to første runder har grundspillets nummer fem fået gevaldige øretæver af Aalborg og KIF, som Team Tvis Holstebro ellers skal forsøge at drille i kampen om avancement til medaljekampene. Derfor står der et stort rundt nul på vestjydernes pointkonto.

Træner Klavs Bruun Jørgensen har da også afskrevet drømmen om semifinaler.

– Ja ja, er du sindssyg. Vi skal jo tænke på bare at prøve at vinde en kamp, sagde Tvis-træneren efter kampen til TV2.

KIF Kolding København stillede til kamp med et decimeret forsvar, og der var en smule tvivl om den normalt så stærke defensivs styrke til kampen. Udover langtidsskadede Joachim Boldsen var også forsvarsgeneral Lars Jørgensen blevet skadet, og det var med en vis spænding, at midterforsvaret skulle styres af unge Rasmus Jensen og Frederik Børm.

Men de to unge spillere fik – efter lidt startvanskeligheder – styr på tingene, og med plankeværket Kasper Hvidt som sidste skanse formåede KIF at lukke Tvis ned. Det var hovedårsagen til, at hjemmeholdet trak fra til pauseføringen 14-9.

En føring, der reelt skulle vise sig at være afgørende for kampens udfald. For i anden halvleg kastede Team Tvis Holstebro håndklædet i ringen og virkede mentalt allerede på vej ud i bussen og klar til den lange hjemtur tværs over landet – og det blev altså med en ydmygende lussing på 16-28 i bagagen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu