Kilder: Skatteminister Thor Möger skaffer sin ven toppost i SF

12. marts 2012 12:16 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Kilder: Skatteminister Thor Möger skaffer sin ven toppost i SF
Billede mangler

Næstformanden i SF, Meta Fuglsang, er på vej til at blive væltet.
 
I Politiken lancerer murersvend og samfundsdebattør Mattias Tesfaye sit kandidatur til postionen som nummer to hos folkesocialisterne.
“Vi er lidt i modvind for tiden, og samtidig har vores parti de bedste muligheder nogensinde til at få gennemført vores politik. Hvis det skal kunne lade sig gøre, kræver det alle mand på broen. Mit bidrag er min organisationserfaring fra 3F, og så kan jeg kan sætte en dagsorden i den politiske debat. Det vil jeg gerne være med til at understøtte som næstformand,” siger Mattias Tesfaye til avisen.
 
Men selvom der på overfladen er tale om et frit valg mellem de to kandidater, er Mattias Tesfayes kandidatur nærmest sikker på at give gevinst.
 
For der er én, der vil have særdeles god brug for at få Tesfaye placeret på en central og magtfuld post. Nemlig skatteminister Thor Möger Pedersen.
“Thor Möger og Mattias er jo tætte. De har være allierede i landsledelsen og kender hinanden godt, så jeg tror, Thor vil gøre sit til, at det bliver sådan,” fortæller en mangeårig rådgiver i SF til Newspaq.
 
Meta Fuglsang har tidligere skabt en del ballade i SF. Hun tilhører den gamle fløj, som Thor Möger Pedersen har pacificeret. Og som næsten blev udraderet af folketingsgruppen ved det seneste Folketingsvalg.
 
I dag deler hun posten som næstformand med Tonni Hansen. Den model er ifølge Newspaqs oplysninger kun en midlertidig foranstaltning, som havde til formål at gøre oprørske stemmer stumme.
 
Tonni Hansen har i øvrigt allerede meddelt, at han træder tilbage som næstformand ved næste landsmøde. Herefter lægges der ikke op til, at den anden formandspost skal genbesættes.
 
Villy Søvndal blander sig angiveligt uden om næstformandsballaden. Han er ikke så interesseret i det organisatoriske partiarbejde; det tager partiets chefstrateg, skatteminister Thor Möger Pedersen, sig af. Han får næsten altid sin vilje.
“På mange måder er Thor den egentlig leder af partiet. Han bestemmer i hvert fald meget mere, end Villy gør,” lyder det fra en rådgiver i partiet.
 
Meta Fuglsang var ikke klar over, at Mattias Tesfaye har annonceret sit kandidatur til næstformandsposten. Til Politiken siger hun, at “det må hun have en snak med ham om.”
 
Der er landsmøde i SF i april.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu