Brink er faldet ned efter bortvisning: Så slemt var det heller ikke

5. april 2013 14:50 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Brink er faldet ned efter bortvisning: Så slemt var det heller ikke
Billede mangler

Kim Brink dirigerede torsdag Vejle Boldklub Kolding til førstepladsen i den danske 1. division med en 2-1 sejr ude over Hobro.

 

Kampen var så tæt, at Kim Brink blev bortvist af dommeren kort før slutfløjt for at brokke sig i forbindelse med en frisparkssituation.

En opførsel, som Brink lige i kølvandet på kampen kaldte ‘vanvittig dum’. Men han mener ikke, situationen var værre end så meget andet, han har hørt i 1. division, siger han til sporten.dk.

– Der var ikke noget ubehageligt i det overhovedet. Jeg fortæller, at de skal få lagt den bold tilbage, hvor frisparket blev begået. Isoleret set var det langt fra det værste, jeg har set og hørt trænere i 1. division råbe og kommunikere i en kamp, siger Kim Brink, der endnu ikke har fået oplyst, om han er i karantæne til søndagens kamp mod Skive, men han regner med det.

Han udlægger situationen således:

– Der bliver dømt et korrekt frispark til modstanderen tre-fire minutter før tid lige omkring buen (uden for VBK’s felt, red.). Det er et farligt sted. Der går lang tid, før muren er på plads, og i den tid når Kasper Fisker (Hobro-spiller, red.) at flytte bolden tættere mod mål tre gange.

– Bolden ligger så betydeligt længere fremme, end den burde. Jeg gør opmærksom på, at bolden skal rykkes tilbage. Det er ikke mit job, men når han tre gange flytter den frem, reagerer jeg. Det gør jeg åbenbart så markant, at dommeren vælger at sige, at jeg skal gå, fortæller Kim Brink.

Han dobbeltjobber lige nu som direktør og cheftræner i Vejle Boldklub Kolding, der spillede sig foran FC Vestsjælland og overtog førstepladsen i 1. division.

Brink tilføjer, at det er første gang, han nogensinde har været ude for at blive bortvist fra en kamp.

– Jeg havde da håbet på en henstilling i stedet for en bortvisning. Og det mest ærgerlige er, hvis jeg ikke kan sidde på bænken på søndag, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu