Kina afliver 20.000 fugle af frygt for H7N9

5. april 2013 19:34 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kina afliver 20.000 fugle af frygt for H7N9
Billede mangler

KINA: Kinesiske sundhedsmyndigheder aflivede fredag 20.536 fugle på et fjerkræmarked i Shanghai efter nyheden om, at den nye type fugleinfluenza, H7N9, havde krævet sit sjette offer.

 

Ifølge Reuters skyldes beslutningen, at sundhedsmyndighederne havde opdaget H7N9-virus i flere prøver foretaget på duer på markedet.

Samme dag besluttede de kinesiske myndigheder, at alle markeder med levende fjerkræ i Shanghai lukkes midlertidigt på grund af smittefare.

Fredag meddelte myndighederne i Kinas østlige Jiangsu-provins, at der er opdaget to nye tilfælde af H7N9, og det bringer det samlede antal af smittede op på 16 i Kina.

Mindst fire er omkommet i Shanghai, der er en by med 23 millioner mennesker og et symbol på Kinas dynamiske økonomi.

Det seneste offer – nummer seks – var en 64-årig mand i Zhejiang-provinsen, oplyser det statskontrollerede nyhedsbureau Xinhua ifølge Reuters.

Det vides ikke, hvordan sygdommen overføres fra fjerkræ til mennesker, men ifølge de foreløbige undersøgelser smitter H7N9 ikke mellem mennesker.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu