Kina erstatter Storbritannien i våbenhandlernes top 5

18. marts 2013 07:01 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kina erstatter Storbritannien i våbenhandlernes top 5
Billede mangler

KINA: Kina har overtaget Storbritanniens plads som verdens femtestørste våbeneksportør med en markedsandel på omkring fem procent, skriver AFP.

 

Det er første gang Storbritannien ikke er blandt verdens fem største våbenleverandører siden 1950 ifølge en rapport fra det svenske fredsforskningsinstitut SIPRI.

I årene 2008-2012 voksede kinesernes eksport af våben med 162 procent i forhold til de foregående fem år.

55 procent af de kinesiske våben blev solgt til Pakistan.

»Kinas fremgang skyldes frem for alt de store opkøb fra Pakistan,« skriver Paul Holtom fra SIPRI i en pressemeddelelse.

»De seneste handler tyder på, at Kina er ved at etablere sig som en vigtig våbenleverandør til et stigende antal modtagerlande,« lyder det videre i pressemeddelelsen.

Pakistan har længe været Kinas vigtigste allierede i det sydasiatiske område.

Rapporten fra SIPRI fortæller yderligere, at lande som Myanmar, Bangladesh og Venezuela er blandt køberne af de kinesiske våben.

Den globale våbenhandel voksede med 17 procent i 2008-2012 i forhold til den forrige periode.

Det er stadig USA og Rusland, der topper listen med markedsandele på 30 og 26 procent. De bliver efterfulgt af Tyskland og Frankrig som nummer tre og fire på listen.

Rapporten fortæller også om flere kriseramte europæiske lande, der har forsøgt at videresælge jagerfly for at nedbringe udgifterne.

Portugal og Spanien har således været på udkig efter købere til deres F-16 og Eurofighter-fly.

Flere asiatiske lande prøver for tiden at øge deres militære muligheder som følge af flere grænsestridigheder i området.

Ifølge rapporten er de fem største importører af våben alle asiatiske lande.

BNB/AFP

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu