Kinas nye premierminister er nu godkendt

15. marts 2013 04:31 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kinas nye premierminister er nu godkendt
Billede mangler

KINA: Det kinesiske parlament har nu formelt godkendt Li Keqiang som landets nye premierminister for de næste fem år. Han afløser den afgående Wen Jiabao.

 

Dermed er magtkabalen efter tidligere præsident Hu Jintao gået op i den kinesiske hovedstad Beijing, hvor eliten i Kinas kommunistparti har holdt deres årlige politiske samling. Dagen før blev Xi Jinping udnævnt til ny præsident af de næsten 3.000 fremmødte medlemmer af kommunistpartiet.

Som premierminister får Li Keqiang en stor portefølje, han skal blandt andet tackle de økonomiske udfordringer, klimaforandringerne, den voldsomme urbanisering og Kinas udenrigspolitik, skriver BBC.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, har allerede været i kontakt med det kinesiske lederskab for at lykønske. Obama benyttede samtidig lejligheden til at udtrykke bekymring over blandt andet Nordkorea, som traditionelt har fået støtte fra Kina.

Og i de kommende dage ankommer både den amerikanske udenrigsminister John Kerry og finansminister Jacob Lew til Beijing, en gestus som ifølge BBC skal signalere, at USA rækker ud til den nye regering.

Den nye premierminister Li betragtes som en af den afgående præsident Hu Jintaos nærmeste, han taler flydende engelsk og har en ph.D.-grad i økonomi. Han har på forhånd gjort det klart, at han vil strømline det politiske apparat i Kina og sløjfe nogle ministerier og gøre andre større.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu