Kirkeministerie-debat: SF’s gruppeformand Pernille Vigsø Bagge har meldt sig syg

23. januar 2012 16:28 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Kirkeministerie-debat: SF's gruppeformand Pernille Vigsø Bagge har meldt sig syg
Billede mangler

Efter at være blevet banket grundigt på plads i sagen om Kirkeministeriets navneforandring, har SF’s gruppeformand Pernille Vigsø Bagge trukket stikket ud.
 
“Hun er syg og kan ikke snakke med nogen,” oplyser SF’s pressetjeneste.
 
Pernille Vigsø Bagge luftede i går tanken om at omdøbe Kirkeministeriet til Ministeriet for Livsanskuelse. Det skød både oppositionen og hendes fløj-fæller ned i bred enighed.
 
“Det er jeg rigtig glad for, fordi folkekirken er skrevet ind i vores grundlov, hvilket giver den en særlig status. Det skal der ikke skabes tvivl om, så derfor er det helt rigtigt, at Kirkeministeriet hedder lige præcis Kirkeministeriet,” sagde social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) tidligere i dag til Newspaq.
 
SF’s pressetjeneste sendte for få timer siden et dementi ud med Pernille Vigsø Bagge som afsender.
“Kirkedebatten har taget en helt forkert drejning. Jeg beklager, hvis jeg selv har været med til at bidrage til det i indslaget i TV2.  Det er hverken min eller SF’s politik at Kirkeministeriet skal have et nyt navn. Vi har intet problem med navnet, og det er i øvrigt udelukkende statsministerens beslutning at vurdere om det skal udskiftes,” lød det i pressemeddelelsen fra SF’s gruppeformand.
 
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu