Kittel snød Cavendish for rekordsejr i endagsløb

3. april 2013 18:16 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kittel snød Cavendish for rekordsejr i endagsløb
Billede mangler

Mark Cavendish fra Omega Pharma-QuickStep havde onsdag sat alt ind på at slå sejrsrekord og samtidig fejre sin datters et års fødselsdag. 

 

Men alt det ødelagde den tyske sprinterkomet Marcel Kittel fra Argos-Shimano, da han overspurtede Cavendish og henviste englænderen til andenpladsen ved endagsløbet Scheldeprijs.

Dermed måtte Mark Cavendish se den 24-årige tysker vinde Scheldeprijs for andet år i træk, mens han selv må drømme videre om blive løbets mest vindende rytter ved at snuppe sin i alt fjerde triumf i det belgiske cykelløb.

Nummer tre blev hollænderen Barry Markus fra Vacansoleil-DCM.

– Jeg var virkelig fokuseret på løbet i dag (onsdag, red.), og det er rigtig fedt at vinde det igen, sagde Marcel Kittel efter løbet ifølge Cyclingnews og tilføjede:

– Da der resterede 250 meter, gav jeg bare fuld gas i venstre side. Der var lidt modvind, men jeg var alligevel i stand til at holde den i mål.

Christopher Juul Jensen fra Team Saxo-Tinkoff var en overgang i udbrud, men blev hentet igen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu