Kjær: Prikken over i’et at score

23. marts 2013 19:14 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kjær: Prikken over i'et at score
Billede mangler

På det danske fodboldlandshold bliver der drømt om jubel, fest og bølgegang i Parken på tirsdag, når de rød-hvide kan spille sig et kæmpe skridt videre mod målet om VM, men desværre har billetsalget ikke imponeret.

 

På Østerbro i København fyrer Parken tirsdag op for det, der forhåbentlig bliver en stor fodboldfest. Danmark kan nemlig med en sejr over Bulgarien selv afgøre deres videre gøren i VM-kvalifikationen.

DBU meddelte lørdag, at der var solgt i omegnen af 14.500 billetter til den vigtige kamp. Det antal skal gerne stige, siger Simon Kjær, der håber på større opbakning efter den overbevisende 3-0-sejr ude over Tjekkiet fredag aften.

– Budskabet, synes jeg, er, at holdet her har utrolig meget potentiale og spiller flot fodbold. Men det bliver formentlig en helt anden kamp inde i Parken mod Bulgarien på tirsdag. Så vi håber da, at vi har bevist over for befolkningen, at der skal lidt flere folk i Parken for at skabe en bedre opbakning, fordi det selvfølgelig betyder meget. Og så lad os håbe, at vi kan holde en stor fest inde i Parken, siger Simon Kjær.

Netop Simon Kjær er en af dem med størst andel i, at der stadig kan indbydes til fest på tirsdag. Den veltatoverede forsvarskrumtap spillede en pragtkamp mod Tjekkiet sammen med makkeren i det bagerste, Daniel Agger. Men østjyden har om nogen oplevet en hård medfart såvel på klubhold som på landsholdet. Derfor var kampen mod tjekkerne en forløsning for ham.

– Det vigtige var, at vi vandt. At jeg så spiller godt og scorer mit første mål er prikken over i’et for mig selv som person. Det var dejligt. Jeg vil lyve, hvis jeg sagde, det ikke var en skøn fornemmelse. Det tanker op på ens egen selvtillidskonto, siger Simon Kjær.

Vi skal ikke længere tilbage end til starten af februar, før det danske landshold tabte den kamp, som vi ikke gider at tale om. 3-0 lød ’snitteren ude mod Makedonien i et opgør, hvor alt lige fra det mentale til det taktiske gik galt. Alligevel mener Simon Kjær, at holdet hele tiden har troet på egne evner, og det var det, vi så mod Tjekkiet.

– Vi kender vores opgave og ved hvilket koncept, vi har. Det er en fantastisk følelse for et hold at vide, at ligesom ved de seneste to kvalifikationer så er vi der, også selvom der en lang række nye med på holdet. Jeg tror også, at dem, der kommer ind, har følelsen af, at den tænding, der var i fredags, den smitter af. At vinde 3-0 nede i Tjekkiet gør også bare, at selvtilliden til tirsdag er endnu større, og vi ved, det er en utrolig vigtig kamp, siger Simon Kjær, der fylder 24 år netop på tirsdag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu