KL: Derfor er indvandrere på førtidspension

2. januar 2012 18:01 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
KL: Derfor er indvandrere på førtidspension
Billede mangler

Tidligere i dag kom det frem, at antallet af indvandrere på førtidspension er steget med 51 procent på bare fem år.
Men bag tallene gemmer der sig nogle mellemregninger, der ikke helt er blevet taget højde for, siger chefkonsulent i Kommunernes Landsforening, Birger Mortensen, til Newspaq.
“Omkring halvdelen af stigningen kan forklares med, at der er kommet flere indvandrere. Det er simpelthen den demografiske udvikling,” siger han.
Chefkonsulenten medgiver, at en stigning på 25 procent stadig er betydelig, men han understreger, at der er en række årsager til de voldsomme tal.
Blandt andet optræder der mange tyrkiske indvandrere i statistikken, hvoraf mange af dem har haft hårdt fysisk arbejde og derfor er nedslidte.
“En anden gruppe er flygtninge, der er kommet hertil med ubearbejdede traumer fra krigssituationer. Ikke mindst bosniere der kom hertil i stor stil i begyndelsen af 90’erne,” siger Birger Mortensen.
I alt kom der omkring 19.000 bosniere, der ikke fik den fornødne krisehjælp fra start, da man regnede med, at de skulle tilbage igen kort efter. Men siden hen er krigstraumerne vokset og har gjort, at de i dag er uarbejdsdygtige, forklarer Birger Mortensen.
Ifølge chefkonsulenten er det usandsynligt, at de aldrende førtidspensionerede igen kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Til gengæld ser han en anden positiv tendens i tallene.
“Det er meget glædeligt at konstatere, at antallet af indvandrere under 30 på førtidspension er lavere end blandt danskere,” siger han og fortsætter:
“Tallene giver grund til stor optimisme på den måde, at det ser rigtig godt ud for de yngre generationer. Det er altid hårdere for førstegenerationsindvandrere mens anden og tredje generation i større grad er mønsterbrydere,” slutter han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu