KL: Det er kun et spørgsmål om tid før lærerne bukker under

13. april 2013 23:29 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
KL: Det er kun et spørgsmål om tid før lærerne bukker under
Billede mangler

Knap to ugers lockout under den verserende konflikt om arbejdstiden har endnu ikke gjort lærerne møre. Men det er kun et spørgsmål om tid, før de bukker under, mener næstformand i Kommunernes Landsforening (KL) Erik Fabrin (V), der spår, at lockouten godt kan ende med at vare endnu to uger eller en hel måned, skriver Berlingske.

 

Han ser helst, at lærerne kommer tilbage til forhandlingsbordet, selv om intet i konfliktens første uger har tydet på det.

Lærerformand Anders Bondo Christensen efterlyser tværtimod et regeringsindgreb, og det samme gør størstedelen af befolkningen, viser de seneste meningsmålinger. Bondo mener selv, at lærerne har udvist stor forhandlingsvilje ved at lancere det ene forslag efter det andet, mens KL har stået fast på det ultimative krav om at fjerne arbejdstidsreglerne.

Erik Fabrin mener derimod, at Anders Bondo Christensen »kynisk har taget hele lærerstanden som gidsler« og brænder alle strejkekronerne af uden grund.

»Det er dybt beklageligt, at vi har en konflikt, som børn og forældre lider under, og som de måske skal lide under 14 dage eller en måned endnu. Men her bliver vi simpelthen nødt til at tænke på resultatet på den lange bane. At vejen til en bedre folkeskole er at komme af med den arbejdstidsaftale. Den kamp må vi bare stå igennem,« lyder det fra Erik Fabrin.

KL-næstformanden kalder konflikten for en investering i en bedre folkeskole snarere end en omkostning. Og han mener ikke, at der er noget at forhandle om, før en af parterne har givet sig.Har I i KL tænkt jer at give efter for at få stoppet konflikten?

»Det gør vi ikke. Vi har diskuteret det her i årevis, og vi flytter os ikke. Jeg ser kun én løsning – og den er, at lærerne giver efter. Jeg vil bestemt ikke have et regeringsindgreb, for vi bør da kunne løse konflikten selv. Det handler i princippet om, hvem der har retten til at lede og fordele arbejdet, og udløbsdatoen for den nuværende model er for længst overskredet«.

Men der er jo intet, der tyder på, at I får løst konflikten selv, og I har slet ikke forhandlet i knap to uger. Er I for stædige?

»Det kan du godt sige. Men der må vi bare skæve til blandt andet pædagogerne og sygeplejerskernes strejke i 2008. Da endte det ganske enkelt med, at kasserne var tomme, og så måtte de komme tilbage på deres grædende knæ og bede om at få afsluttet konflikten. Og det blev selvfølgelig sluttet på en ordentlig måde, for vi skal alle sammen arbejde sammen bagefter. Det er det samme scenarie, vi ser nu«.

Sidder I så bare og venter på, at lærernes strejkekasse bliver tømt?

»Det lyder så råt at sige det, men det er derfor, man trækker det våben, og det er derfor, at strejkevåbnene blev opfundet i tidernes morgen. Lockouten er jo et instrument, der skal tvinge modparten til ikke at lægge sig fladt ned på maven, men til at gå ind i en konkret forhandling,« siger Erik Fabrin, næstformand i Kommunernes Landsforening.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu