KL kaster nye tal ind i lærerstrid

4. marts 2013 13:34 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
KL kaster nye tal ind i lærerstrid
Billede mangler

Kommunernes Landsforening (KL) og Danmarks Lærerforening kan ikke blive enige om, hvordan lærerne skal bruge deres arbejdstid og er nu blevet indkaldt til forhandlinger i Forligsinstitutionen.

 

Men hvor meget tid bruger lærerne egentlig på at undervise? Danmarks Lærerforening siger 25 lektioner, men sådan forholder det sig ifølge KL ikke.

»Faktum er, at det kun er tre procent af lærerne, der underviser 25 ugentlige lektioner. En lærer underviser i gennemsnit 21,8 lektioner. Det svarer til 16,3 klokketimer om ugen og tre timer og 16 minutter om dagen,« siger Michael Ziegler, formand for KLs Løn- og Personaleudvalg og chefforhandler i forhandlingerne med Danmarks Lærerforening, i en pressemeddelelse.

Han henviser til en analyse af lærernes faktiske arbejdstid, som KL har gennemført i skoleåret 2011 og 2012 blandt 14.800 lærere.

»Danmarks Lærerforening forsøger igen og igen at fortælle, at lærerne i gennemsnit underviser eleverne i 25 lektioner om ugen, og at KL derfor vil sætte kvaliteten af undervisningen over styr, når vi siger, at lærerne skal undervise mere. For 25 lektioner lyder jo af meget,« fortsætter Michael Ziegler.

Danmarks Lærerforening undrer sig en smule over kritikken.

»Lærerne underviser jo så meget, som de gør, på grund af nogle aftaler, der er lavet med kommunerne rundt omkring ud fra den aftale, som vi har lavet sammen med KL. Det er en aftale, som begge parter (KL og Danmarks Lærerforening, red.) har vurderet til at være en rigtig god aftale for skolernes virke,« siger næstformand i Danmarks Lærerforening, Dorte Lange.

Hun mener i øvrigt ikke, at man kan bruge sådan et gennemsnitstal til noget som helst.

»Det kommer meget an på, hvad kommunernes ellers har pålagt lærerne at lave ved siden af undervisningen. Hver gang man for eksempel beder en lærer om at rådgive en kollega i forhold til elevernes læseundervisning, så bliver det ugentlige gennemsnit trukket ned,« siger Dorte Lange.

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, og Michael Ziegler mødtes mandag klokken 10 i Forligsinstitution, der har indkaldt parterne til møde, efter KL trak sig fra overenskomstforhandlingerne i sidste uge.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu