KL: Ledelse i vuggestuerne er afgørende

29. april 2012 15:48 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
KL: Ledelse i vuggestuerne er afgørende
Billede mangler

Børnene skal ikke bare overlades til sig selv og den frie leg i landets vuggestuer, og det er institutionernes ansvar, at have fokus på pædagogisk ledelse, der kan strukturere børnenes hverdag og derigennem skabe opmærksomhed og omsorg.
Sådan lyder det fra formanden for KL’s Børne- og Kulturudvalg, SF’eren Jane Findahl, efter at en ny undersøgelse fra Ph.d.-stipendiat Ole Henrik Thomsen revser vuggestuernes pædagoger: De opfører sig afvisende og ligegyldigt over for børnene.
– Man skal ikke bare gribe dagen, som den er. Man skal vide, hvad man vil. Hvilke oplevelser skal børnene have i dag? Er det værkstedsarbejde, natur, eventyr eller fri leg. Og hvorfor de skal have netop det i dag, siger Jane Findahl.
– Man er nødt til at planlægge det pædagogiske arbejde, og det gør man gennem pædagogisk ledelse, siger hun.
Hun slår fast, at et trygt fællesskab er alfa omega for barnets udvikling. Især mens børnene er små. Det er i den periode, børnene skal mærke tryghed, så de kan tilskyndes til at at lære resten af livet,
Spørgsmål: Er pædagogikken blevet for slap?
– Det kan jeg ikke svare på. Vi ved bare, at på småbørnsområdet, der er et af de vigtigste læringsmiljøer, er det meget vigtigt, at man omhyggeligt sætter i system, hvordan man arbejder med børnene, siger hun.
Hun afviser, at det handler om ressourcer, som formanden for pædagogernes fagforening (Bupl), Henning Pedersen, lægger op til på baggrund af kritikken.
– Det er klart, at det kræver voksne, men det er der jo også, siger hun.
Hun erkender dog, at kommunerne spiller en rolle i den måde, vuggestuerne fungerer på.
– Fra kommunernes side handler det meget om at sige, at der skal være lige så meget pædagogisk fokus på arbejdet med små børn, som der er i skolen, siger Jane Findahl.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu