KL og lærerne langt fra hinanden før skæbnemøde

25. februar 2013 09:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
KL og lærerne langt fra hinanden før skæbnemøde
Billede mangler

Tirsdag mødes Kommunernes Landsforening (KL) og Danmarks Lærerforening (DLF) til de afgørende forhandlinger om lærernes arbejdstid, og inden mødet står parterne langt fra hinanden.

 

»Mødet er sidste forsøg på at forsøge at nå til en form for enighed med lærerne,« siger KLs chefforhandler, borgmester Michael Ziegler (K), til Berlingske Nyhedsbureau og uddyber:

»Det ser rigtig svært ud. Det er tydeligt, at vi desværre står meget langt fra hinanden, og fronterne er trukket skarpt op,« siger han.

Bag striden om arbejdstidsregler står regeringens bebudede folkeskolereform, der blandt andet dikterer flere undervisningstimer og mere tid sammen med eleverne. Den tankegang støtter KL, men ifølge DLF bør man afvente den endelige reform, før man laver drastiske ændringer i arbejdstidsreglerne. Lykkedes det ikke KL og DLF at nå til enighed, kan det ende med, at kommunerne lockouter lærerne og sender eleverne hjem.

Spørgsmål: Hvad sker der, hvis I ikke når til enighed tirsdag?

»Så er vi i en regulær krise, fordi så er vi stort set løbet tør for tid,« siger Michael Ziegler.

Spørgsmål: Hvad er i så fald næste skridt?

»Så skal vi tage stilling til, hvad vi skal gøre,« siger han og uddyber:

»Jeg synes ikke, at man forud for en forhandling, uanset hvor svær den må være, skal begynde at sige, at nu gør vi sådan og sådan, hvis ikke det ender, som vi gerne vil have det. Du får mig ikke til at sige noget om konflikt,« siger han.

KL og DLF forhandlede søndag, og efter det møde kunne lærernes formand, Anders Bondo Christensen, ikke sige, om konflikttruslen var blevet større eller mindre:

»Det var ikke et møde, der rykkede for alvor, men det var bestemt ikke spild af tid. KL fik mulighed for at betrygge os i forhold til noget af de hårde udmeldinger, som de er kommet med, men jeg kan ikke bedømme, om de er parat til at gå på kompromis,« sagde han til Berlingske Nyhedsbureau søndag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu