Klagesystem kritiseres for at gamble med borgernes retssikkerhed

9. marts 2013 01:03 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Klagesystem kritiseres for at gamble med borgernes retssikkerhed
Billede mangler

Et nyt lovforslag fremsat af skatteminister Holger K. Nielsen (SF) kritiseres af store dele af det skattefaglige miljø for at gamble med borgernes retssikkerhed, fordi private og virksomheder, der drives i personligt regi, ikke længere skal kunne klage over afgørelser fra Skat til Landsskatteretten. I fremtiden må de nøjes med skatteankenævnene og derefter videre til domstolene, hvor sagsomkostningerne ofte eksploderer. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.

 

Mens Landsskatteretten betragtes som et effektivt klageorgan, er skatteankenævnene befolket af politisk udpegede lægfolk uden skatteretlig indsigt, skriver avisen videre.

Det nye system har til formål at forenkle klagestrukturen i skattesager, men efter det i januar blev sendt i høring, har Skatteministeriet modtaget stribevis af kritiske høringssvar.

Revisorernes brancheorgan, FSR, mener, at lovforslaget er »stærkt betænkeligt«, mens Advokatrådet siger, det er »uheldigt og yderst betænkeligt«. Samtidig kalder den borgerlige tænketank Cepos det »uforståeligt«, og fredag tilsluttede Den Danske Dommerforening sig kritikerne, da den sendte sit høringssvar.

»Vi er betænkelige, og for retssikkerheden er dette et tilbageskridt,« siger landsdommer og formand for dommerforeningen Mikael Sjöberg ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten.

Kritikken har gjort indtryk på skatteordførerne i både Venstre og de Radikale.

»Vi lytter selvfølgelig til kritikken, for retssikkerhed er også vigtigt for os, men omvendt er vi ikke nået dertil, hvor vi kan fælde endelig dom,« siger Nadeem Farooq (R).

Samtidig siger Torsten Schack Petersen (V), at »høringssvarene har givet stof til eftertanke«.

Skatteminister Holger K. Nielsen oplyser til Morgenavisen Jyllands-Posten, at han vil tage høringssvarene med til de politiske drøftelser.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu