Klar til ny sæson: Fårup Sommerland åbner med et brøl

19. april 2013 08:09 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Klar til ny sæson: Fårup Sommerland åbner med et brøl

FårupFårup Sommerland får Store Bededag – traditionen tro – hjælp fra masser af motorcykler til at åbne sæsonen.

 

Vejret varsler forår, og Fårup Sommerland åbner for en ny sæson den 26. april. Siden 2008 har der været tradition for, at nordjyske MC klubber valfarter til parken denne dag, hvor alle på motorcykel kommer gratis ind. Det er Anne Ladefoged fra MC Træf Lundby Krat, der står for arrangementet.

– Ideen opstod med inspiration fra Bakken, hvor man har gjort det samme i årevis. Heldigvis var Fårup Sommerland straks med på ideen, da jeg foreslog det i 2008. Det første år kom der omkring 300 motorcykler. Siden har det grebet om sig, og sidste år toppede vi med over 2000 bikes, selvom der var dystre vejrudsigter. I år forventer vi, at op mod 3000 motorcykler lægger turen forbi Fårup Sommerland. Mange bruger sæsonåbningen som en mulighed for endelig at få motorcyklen gjort klar efter vinterhiet, og langt de fleste har et barn bagpå, så der er lagt op til en rigtig hyggedag med rigtig mange motorcykler, og folk der elsker dem og Fårup Sommerland, fortæller Anne.

Hun tilføjer, at der er arrangeret fælleskørsel fra Lundby Krat, Skive og Frederikshavn, og at man bare kan møde op der og køre med.

Festlig tradition

– Vi synes, at det er en festlig tradition, og alle på motorcykel er velkomne, når vi åbner. Så man behøver absolut hverken være medlem af en klub eller at ha’ en stor flot kværn for at komme ind. Motorcykler i alle aldre, former og farver er velkomne hos os, siger adm. direktør Per Dam Jensen.

Orkanen, Ice Age og masser af events

– Vi er glade for, at foråret endelig er kommet, og vi ser meget frem til at åbne parken. Det bliver selvfølgelig rigtig spændende med Orkanens åbning den 5. juni men der sker rigtig meget nyt allerede her fra starten af sæsonen. Vi har en ny sjov Ice Age-film i vores 4D-biograf, og så har vi en lang række festlige events i weekenderne her i maj måned, så vi tør godt love, at vi har masser af sjove oplevelser klar til vores gæster, siger Per Dam Jensen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu