Klarer Lars Løkke frisag i vidneskranken?

19. april 2013 06:11 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Klarer Lars Løkke frisag i vidneskranken?

Når Venstres leder, Lars Løkke Rasmussen (V), fredag sætter sig i vidneskranken hos skattekommissionen i Søborg, bliver hans forklaringer afgørende for hele partiet Venstre. Det vurderer politisk kommentator Hans Engell.

 

»Den her vidneafhøring er det vigtigste, der er sket for Lars Løkke siden folketingsvalget september 2011. For hvis Løkke kommer på krogen i den her sag, har både han og Venstre et kæmpe problem. Derfor er det spørgsmålet: Klarer Løkke frisag, eller gør han ikke?« Siger Hans Engell.

Kommissionen har indkaldt Lars Løkke, fordi han var statsminister i sommeren 2010, da Helle Thorning-Schmidt (S) og Stephen Kinnocks skattesag rullede. I Skatteministeriet sad dengang Løkkes partifælle, Troels Lund Poulsen (V), som er blevet beskyldt for at blande sig i afgørelsen af oppositionslederens sag. Det må en minister ikke.

Troels Lund Poulsen har fortalt kommissionen, at han end ikke drøftede sagen med sine embedsmænd eller sit parti, men den forklaring har hans daværende departementschef, Peter Loft, modsagt. Loft orienterede løbende ministeren om skattesagen, fortalte han i marts.

»Det vil nok være i Løkkes interesse at efterlade et billede et sted midt i mellem, hvor han ikke desavouerer sine partifæller, men omvendt heller ikke står som om, det ikke var en sag, der interesserede dem. For selvfølgelig har det da været en sag, der interesserede ham som statsminister – han har ikke kunne få armene ned!« Siger Hans Engell og understreger, at Løkke er nødt til at veje hensynet til sig selv og partiet over hensynet til Troels Lund Poulsen.

»Det er simpelthen spørgsmålet, om han kan lukke sagen af for sit eget vedkommende, eller om han pludselig bliver en del af den, som Troels Lund er. Det, man kan håbe på for Løkke, er, at han ikke har været involveret i sagen. At han nok har talt om den og er blevet orienteret i korte træk, men at han ikke har beg på fingrene i forhold til at sidde i formelle møder, hvor der er truffet beslutninger.«

Også Løkkes særlige rådgiver, Mikael Børsting, og hans daværende departementschef – nu direktør i Dansk Industri – Karsten Dybvad skal vidne fredag.

»Børsting kan ikke bidrage med meget. Men det er interessant, om Dybvad kan bidrage med noget, og om det, han bidrager med, så svarer til, hvad Lars Løkke siger. Det er jo her, vi har set problemerne med Troels Lund og hans departementschef. Der var en markant afvigelse i deres vidneudsagn,« siger Hans Engell.

Eftersom Lars Løkke er »under mistanke« i skattesagen, har han ikke pligt til at fortælle noget, der kan skade ham selv. Men det er afgørende, at han fortæller sandheden, vurderer Hans Engell.

»Der, hvor folk er kommet rigtig galt afsted i undersøgelseskommissioner, er jo, når de ikke siger sandheden eller kun kommer med en meget selektiv sandhedsgengivelse, så det er vigtigt, at han rammer helt rigtigt. Der er en masse balancer, der skal være på plads, for at han ikke kommer på krogen i den her sag.«

Afhøringerne begynder fredag klokken 9.30 og kan følges direkte på b.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu