Klasseforskel, da Bayern slukkede Juventus-lyset

10. april 2013 22:38 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Klasseforskel, da Bayern slukkede Juventus-lyset
Billede mangler

Hvis man vil vinde fodboldkampe, skal man kunne score mål. Og det var Juventus’ helt store problem, da holdet onsdag skulle forsøge at vende det samlede billede i Champions League-kvartfinalen mod Bayern München hjemme på Juventus Arena i Torino.

For efter tyskernes 2-0 sejr i München, havde tyskerne råd til at spille afventende med udgangspunkt i en kontrolleret defensiv. Og det gjorde de disciplinerede tyskere rigtigt godt.

Ganske vist begyndte hjemmeholdet kampen bedst, men det blev meget sjældent farligt foran Manuel Neuers mål. Eneste gang i de første 45 minutter, det for alvor brændte på for Bayern, var da Andrea Pirlo sendte et missil af et frispark af sted mod den tyske målramme, men Neuer stod godt placeret og reagerede hurtigt på det jernhårde skud.

Som halvlegen skred frem, blev de tyske gæster mere og mere spilstyrende, og det var tydeligt at se, hvilket af de to hold der var ovenpå, da de 22 spillere gik til pause uden scoringer på måltavlen.

Den tyske kontrol blev endnu mere udtalt i anden halvleg, og man fornemmede, hvor det bar hen, da en tysk kontra gennemført med kirurgisk præcision over venstre flanke blev afsluttet med et drønende stolpeskud af Arjen Robben efter 57 minutters spil.

Syv minutter senere kom nådesstødet. Ved et Bayern-frispark i højre side midt på Juventus’ banehalvdel lagde Bastian Schweinsteiger et præcisions-snit af en aflevering ind bag det italienske forsvar, hvor Javi Martinez skød frem og smækkede til indlægget. Buffon halvklarede, men den kroatiske landsholdsangriber Mario Mandzukic var lynsnart over riposten og scorede.

Fornemt tysk arbejde, der blev gjort færdigt uden slinger i valsen i den sidste halve time, hvor et mere og mere opgivende Juventus-mandskab måtte løbe forgæves igen og igen i det tyske trekant-småspil uden nogensinde at komme i nærheden af at genskabe den mindste smule spænding i opgøret.

Faktisk var Bayern München længe tættere på at score endnu en gang på et af deres giftige kontraangreb, og i overtiden lykkedes det da også Pizarro at slå endnu et søm i Juventus-kisten, da han scorede til 2-0.

Det tyske tophold, der netop har tilbageerobret det tyske mesterskab, beviste til fulde, at man igen er klar til at spille med om klubfodboldens fineste trofæ.

Og hvad kan det ikke blive til i de kommende sæsoner, når klubben til sommer siger farvel til sin nuværende træner, Jupp Heynckes, der overlader roret til den tidligere så succesfulde Barcelona-træner Pep Guardiola. Man glæder sig allerede.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu