Knivmand indlagt efter børnehave-angreb

28. februar 2012 15:14 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Knivmand indlagt efter børnehave-angreb
Billede mangler

Knivmanden, der tidligere på dagen gik amok på Buddinge Hovedgade og blandt andet forsøgte at trænge ind i en børnehave med sin kniv, er nu indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Det fortæller vicepolitikommissær Hans Christian Tonnesen ved Vestegnens Politi til Newspaq.
“Lad mig sige det sådan, han er i sådan en stand, at vi ikke kan tale med ham på nuværende tidspunkt, så han bliver indlagt på psykiatrisk afdeling på røde papirer. Han er farlig for sig selv og andre,” siger vicepolitikommissæren.
Flere personer uafhængig af hinanden kontaktede politiet i morges omkring klokken 07.45 og fortalte om en barfodet mand, der gik rundt på den befærdede hovedgade og fægtede med en kniv efter cykelister, gående og personer i bil.
“Der er ikke sket noget alvorligt med nogen af dem, han har stukket ud efter. Han har dog ramt en kvinde, der har fået et snit ved det ene øre. Hun er nu behandlet for overfladiske skrammer, ligesom han har slået på en person,” forklarer Hans Christian Tonnesen.
På hovedgaden ligger en børnehave, hvor manden forsøgte at trænge igennem en gitterlåge for at komme ind, hvor voksne mennesker på den anden side får forhindret adgangen.
“Det er så heldigt, at der er en politimand i civil ude i området, og han får passificeret manden, hvorefter der kommer andre betjente frem til stedet,” lyder det fra siger vicepolitikommissæren.
Da politiet ikke kan tale med manden i sin nuværende tilstand, vil han blive fremstillet i grundlovsforhør in absentia, altså uden han er tilstede.
“Og så må han jo i retten og tale sin sag på et tidspunkt, hvor han er kontaktbar,” vurderer Hans Christian Tonnesen.
Da flere personer har været berørt psykisk af episoden, er der ude på Ballerup Psykiatriske Tjeneste oprettet et modtagecenter for dem, der kunne have behov for at tale med en psykolog.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu