København flytter handicappede efter svigt

15. marts 2013 15:19 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
København flytter handicappede efter svigt
Billede mangler

Socialforvaltningen i København flytter tre borgere med svære fysiske og psykiske handicap fra det private bosted Møllen i Kalundborg efter et årelangt svigt, oplyser kommunen ifølge b.dk i en pressemeddelelse.

 

Offentliggørelsen kommer, efter at Berlingske har søgt aktindsigt i sagen. Kommunen har ikke ønsket at svare på Berlingskes spørgsmål, før aktindsigten var behandlet færdig.

De tre beboere er døgnanbragt af København, men hverken de fysiske rammer eller pædagogikken er i orden eller tidssvarende, og kommunen har derfor i december 2012 besluttet at opsige samarbejdet med bostedet.

»Vi har haft en vanskelig dialog med stedet igennem flere år, og har påpeget at forholdende skulle bringes i orden. Det er en klar fejl, at vi ikke har fulgt bedre op på vores egne henvendelser, og at vi ikke tidligere har grebet ind, og standset samarbejdet, når vores betingelser ikke blev opfyldt,« siger Vibeke Ries, myndighedschef i Københavns Socialforvaltning.

Ifølge kommunens pressemeddelelse har samarbejdet været vanskeliggjort af, at kontraktforholdende mellem Københavns kommune og bostedet har været utilstrækkelige. En af konsekvenserne af de utilstrækkelige kontraktforhold har været, at der ikke er stillet krav om indberetninger af magtanvendelser.

Blandt de kritiske forhold, ud over manglende indberetninger for magtanvendelser, er videoovervågning og aflåste døre.

Lederen af bostedet, Claus Christensen, oplyser til Berlingske, at han ikke ønsker at kommentere sagen på nuværende tidspunkt. Han vil vende tilbage med en udtalelse senere fredag.

Den administrerende direktør i Socialforvaltningen, Anette Laigaard, var også ansvarlig for forvaltningen, da Berlingske i december 2007 afslørede en række alvorlige svigt på bostedet Tokanten på Amager. De udviklingshæmmede beboere på bostedet var blevet udsat for flere hundrede magtanvendelser, der ikke var indberettet. De var blevet låst inde på deres værelser eller ude i en atriumgård. Og de var blevet franarret deres penge.

Dengang havde en ansat på bostedet i flere omgange forsøgt at gøre både forvaltningen og borgmester Mikkel Warming (Ø) opmærksom på, hvad der foregik på bostedet, uden at der blev skredet ind.

Kommunen fik efterfølgende kritik i undersøgelser fra Københavns Kommunes borgerrådgiver Johan Busse samt fra Kommunernes Landsforening (KL). Flere ledende medarbejdere på bostedet og i forvaltningen måtte forlade deres stillinger som følge af sagen. KL-undersøgelsen pegede på, at direktionen i Socialforvaltningen dengang ikke blev holdt tilstrækkeligt informeret om Tokanten-sagen.

Men flere af kritikpunkterne pegede tilsyneladende også på forvaltningens øverste ledelse. Anette Laigaard bebudede derfor i februar 2008, at ansvaret for at handle på tingene og informere direktionen skulle indskærpes, ligesom der skulle udarbejdes »et tydeligt sæt af forretningsgange for klagesagsbehandlingen«. Hun sagde dengang:

»Det er vigtigt, at vi lærer af den situation, vi blev bragt i. Vi kan ikke undgå fejl, men vi kan tilskynde til åbenhed og videndeling, så vi hele tiden bliver bedre til at matche de krav, der stilles til os.«

Berlingske ville gerne have spurgt Anette Laigaard, hvordan der nu kan opstå en ny alvorlige sag om svigt på et bosted i hendes forvaltning. Men hun har ikke ønsket at kommentere den ny sag. Hendes pressemedarbejder henviser i stedet til handicapchef Vibeke Ries, som det endnu ikke har været muligt at få en kommentar fra.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu