København sender unge i arbejdstøjet

14. marts 2012 10:04 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
København sender unge i arbejdstøjet
Billede mangler

Københavns Kommune vil nu gøre ligesom i en lang række jyske kommuner og sende unge kontanthjælpsmodtagere i arbejde.
Ufaglærte unge mellem 25 og 30 vil fremover blive mødt med kravet om, at de skal udføre et stykke arbejde for at få deres kontanthjælp.
Det skriver Berlingske.
I øjeblikket er 1.500 unge i kikkerten. Og de skal arbejde i 26 uger, eller indtil de kommer i job eller uddannelse.
“Ungdomsarbejdsløsheden er et af vores største samfundsmæssige problemer, og nu er vi nået dertil, hvor vi tager pisken i brug. Der er nogle unge, som skal have et kærligt skub for at komme væk fra computerskærmen, og vi vil jo gerne undgå, at de ender som langtidsledige, som vi så det i 80’erne,” siger Københavns overborgmester, Frank Jensen (S).
I hovedstaden er arbejdsløsheden højere end noget andet sted i Danmark. Og det skyldes især, at de unge har svært ved at finde arbejde.
Siden krisens start i 2008 er antallet af kontanthjælpsmodtagere i alderen 25 til 30 år fordoblet. Samtidig bor knap halvdelen af landets ledige nyuddannede i hovedstaden.
Kommunen har derfor som mål, at 4.000 flere kommer i arbejde for at leve op til øvrige kommunernes niveau.
“Vi kan se fra Aalborg og Aarhus, at aktiveringen motiverer de unge til at komme i gang. Vi vil også inddrage fagforeningerne, så vi sikrer, at aktiveringen lever op til formålet og ikke fortrænger de fastansattes job i kommunen, og så skal det kombineres med god vejledning og samtaler,” siger beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R) til Berlingske.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu