Københavns ombudsmand: Handicapsvigt skal redes ud

15. marts 2013 21:07 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Københavns ombudsmand: Handicapsvigt skal redes ud
Billede mangler

Årevis af ulovlig videoovervågning og indespærring af svært handicappede københavnere får nu kommunens ombudsmand, den såkaldte borgerrådgiver, Johan Busse, til at kræve en forklaring af den ansvarlige forvaltning. Det skriver b.dk.

 

»Jeg vil i næste uge bede Socialforvaltningen om en redegørelse om sagsforløbet,« siger han til b.dk.

Han fortæller, at han i november 2012 rettede henvendelse til Socialforvaltningen på baggrund af en henvendelse fra en medarbejder i kommunen om forholdene på bostedet.

I marts i år forsikrede forvaltningen ham om, at de på baggrund af hans henvendelse havde besluttet at opsige samarbejdet med bostedet.

Derfor undrer det Johan Busse, at det nu viser sig, at kommunen har kendt til forholdene på bostedet siden 2007.

»Min første indskydelse var, at der var tale rettidig omhu, men hvis det viser sig, at forvaltningen har kendt til disse forhold siden 2007 uden at reagere ordentligt, må jeg revidere min opfattelse radikalt«.

Sagen om Møllen er ikke enestående. Den administrerende direktør i Socialforvaltningen, Anette Laigaard, var også ansvarlig for forvaltningen, da Berlingske i december 2007 afslørede en række alvorlige svigt på bostedet Tokanten på Amager. De udviklingshæmmede beboere på bostedet var blevet udsat for flere hundrede magtanvendelser, der ikke var indberettet. De var blevet låst inde på deres værelser eller ude i en atriumgård. Og de var blevet franarret deres penge.

Derfor bekymrer det Johan Busse at høre om Møllen.

»Jeg har i de senere år haft det indtryk, at Socialforvaltningen tager tilsynet med bostederne alvorligt. Det vil være meget bekymrende for beboere og pårørende på kommunens bosteder, hvis dette viser sig at være forkert,« siger han.

Geert Jørgensen, der er direktør for interesseorganisationen Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud, LOS, oplyser desuden, at man vil tage stilling til, om Møllen fortsat kan være medlem af organisationen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu