Københavnsk forlomme til langtidsledige lander på Vestagers bord

15. februar 2013 14:49 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Københavnsk forlomme til langtidsledige lander på Vestagers bord
Billede mangler

Hvis Københavns Kommune – for at få langtidsledige i arbejde – ikke nødvendigvis ansætter de mest kvalificerede ansøgere til jobbene i kommunen, men favoriserer de langtidsledige, risikerer det at gå ud over servicen i kommunen.

 

Det frygter Venstre, der nu hiver sagen fra København ind på Christiansborg.

Martin Geertsen (V), der tidligere har siddet i Københavns Borgerrepræsentation, vil således have økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) til at forholde sig til, at flere borgmestre i København vil give positiv særbehandling til langtidsledige, der søger et job i kommunen, også selv om der er ansøgere, der er mere kvalificerede.

»Vi må have Margrethe Vestager til dels at følge sagen meget tæt, men også forholde sig til, om det kan have betydning for den service, som kommunen leverer til borgerne,« siger Martin Geertsen i en pressemeddelelse.

Flere af de røde borgmestre i kommunen har skrevet ud til deres forvaltninger, at langtidsledige med behov for et akutjob skal have en forlomme, når ledige stillinger i kommunen skal besættes, også selv om den langtidsledige ikke er den bedst kvalificerede til jobbet.

»Det virker som om, at et flertal af politikerne på Københavns Rådhus lever i en osteklokke, hvor man helt ser bort fra, at skatteyderne har krav på den mest optimale service. Den offentlige sektor er jo til for at betjene borgerne med service og ikke alle mulige andre ellers velmenende formål,« siger Martin Geertsen.

Den radikale beskæftigelsesborgmester, Anne Mee Allerslev (R), afviser dog at give langtidsledige positiv særbehandling.

»Vi er bekymret for udviklingen, som akutordningen er ved at tage i København og for den service, vi leverer til borgerne, hvis det bliver virkelighed,« siger hun til Politiken.

Også arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet advarer imod den positive særbehandling.

»Taberne bliver også de andre ledige, der bliver overhalet af nogle mindre kvalificerede. Man fordeler fattigdommen, men man får ikke løst problemet,« siger han til Politiken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu