Kødskandale: Fødevareminister afviser beskyldninger om forkerte svar

15. februar 2013 02:52 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kødskandale: Fødevareminister afviser beskyldninger om forkerte svar
Billede mangler

På trods af at Danmark allerede tirsdag blev advaret mod potentielt hestekød i Danmark, afviste fødevareminister Mette Gjerskov (S) sandsynligheden for hestekød i danske kølediske, skriver Jyllands-Posten.

 

Tirsdag aften skrev ministeren i en pressemeddelelse, at »alt tyder heldigvis på, at de her fuskervarer ikke har været i danske supermarkeder«.

Men Jyllands-Postens skriver, at avisen er kommet i besiddelse af et internt notat, hvoraf det fremgår, at Fødevarestyrelsen kort forinden havde modtaget en advarsel, der nævnte netop Danmark som mulig modtager af de mistænkte produkter.

Det var et fælleseuropæisk varslingssystem, der kom med advarslen, men den blev ikke viderebragt, før De Samvirkende Købmænd dagen efter meddelte, at hestekødslasagne med stor sandsynlighed var blevet solgt i Danmark.

Ifølge Enhedslistens gruppeformand Per Clausen har de danske myndigheder og ministeren forsøgt at bagatellisere problemet.

»Det er dumt, at ministeren afviser sandsynligheden for de produkter, når al sandsynlighed netop pegede på, at de fandtes i Danmark,« siger Per Clausen, der mener, at ministerens udtalelse er baseret på »en ubegribelig naivitet,« siger han til Jyllands-Posten.

Esben Rasmussen, der er direktør i Fødevarestyrelsen, bekræfter over for avisen at han kendte til advarslen.

»Vi gik fra at have en formodning om, at produkterne nok ikke havde været på det danske marked til at have en formodning om, at det har de muligvis nok,« siger han og erkender, at »det er vores fejl, at vi ikke har været opmærksomme på den formulering, der udgik fra ministeriet,« siger han.

Fødevareminister Mette Gjerskov afviser, at hun har handlet mod bedre vidende.

»På det tidspunkt havde Findus fra Sverige sagt klart, at der ikke var havnet noget i Danmark. Og supermarkedskæderne havde trukket det hele tilbage. Det var den besked, jeg fik fra vores myndigheder i tirsdags baseret på viden i Fødevarestyrelsen på det tidspunkt. Men det ændrer sig time til time. Men man kan altid være klog bagefter,« siger hun til Jyllands-Posten.

Ministeren forklarer sig i en pressemeddelelse sendt ud torsdag aften.

»Det har været vigtigt for mig løbende at holde offentligheden orienteret om udviklingen i skandalesagen. På det tidspunkt var den faglige vurdering fra Fødevarestyrelsens side, at det tydede på, at varerne ikke havde været i Danmark. Vi valgte åbent at gå ud med de oplysninger, vi var i besiddelse af. Alternativet havde været at holde forbrugerne hen i uvished.

Dette bekræftes af direktør i Fødevarestyrelsen Esben Egede Rasmussen.

»Vi fik ingen oplysninger 12. februar, der gav Fødevarestyrelsen anledning til at formulere sig anderledes. Vores vurdering var fortsat, at varerne med hestekød ikke havde været i Danmark. Den rygende pistol kom først dagen efter, da De Samvirkende Købmænd oplyste, at de varer, de havde trukket tilbage, sandsynligvis indeholdt hestekød«, siger han.

»Det er derimod korrekt, at jeg har formuleret mig uheldigt over for Jyllandsposten. En formulering, der kunne give indtryk af, at den melding vi gav pressen tirsdag var forkert. Det var den ikke. Notifikationen fra EU systemet gav os ikke anledning til at ændre vores opfattelse af situationen. Jeg har forsøgt både telefonisk og per mail at gøre journalisten opmærksom på fejlen, men Jyllandsposten reagerede ikke«, siger Esben Egede Rasmussen.

Fødevareministeriet skriver videre, at Jyllands-Posten henviser til et internt notat om sagen, men at der ikke er tale om et internt notat, men derimod om et 5 sider langt notat sendt til ordførerne i Fødevareforligskredsen onsdag aften for at orientere de ansvarlige politikere om sagens udvikling. Notat blev sendt i fuld offentlighed, hedder det i pressemeddelelsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu