Koldeste juli i otte år

1. august 2012 16:10 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Koldeste juli i otte år
Billede mangler

Hvis du går og synes, at sommeren har været en både kold, våd og grå fornøjelse, så er det ikke helt forkert.
For juli måned har været både koldere, vådere og mindre solrig, end vi har været vant til siden 2001.
Det fortæller John Capelen, der er seniorklimatolog hos DMI til DR Nyheder.
– Døgnets gennemsnitstemperatur for landet som helhed har i juli måned ligget på 15,9 grader, hvor vi fra 2001 til 2010 har haft en gennemsnitstemperatur på 17,4 grader. Det er kun i 2004, at juli måned var koldere, hvor det var 15,2 grader i gennemsnit, siger han til DR Nyheder.
Han understreger, at de 15,9 grader er 0,3 grader mere end det, som meteorologerne kalder normaltemperaturen, og som er gennemsnittet fra 1961 til 1990.
– Men da temperaturen er steget generelt siden 1990, giver det god mening at sammenligne denne sommer med dem fra 2001 til 2010, siger han.
Det er især de fem varme dage fra den 23. juli, der gjorde, at vi ikke endte lavere. Den 25. juli blev juli måneds rekord målt til 29,6 grader i København.
Men ud over at være kold, kan juli 2012 også bryste sig af at være en vådere måned end normalt.
I alt på landsplan er det blevet til 91 mm regn, hvor det de seneste 10 år har ligget på 77 mm. Sidste år var dog værre, hvor det store skybrud 2. juli var med til at få os op på 113 mm.
Og for at fuldende billedet, så har vi heller ikke fået solen at se så meget som vi har vænnet os til de seneste 10 år.
– Solen har skinnet 224 timer. Det er faktisk 28 timer mere end normalgennemsnittet fra 1961 til 1990, men mindre end de 232, vi har haft i gennemsnit de sidste 10 år, siger John Capelen.
Den varmeste og solrigeste juli de sidste 10 år var juli 2006, hvor vi fik 321 timers sol og temperaturen lå på 19,8 grader.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu