Koldingenser i spidsen for succesrigt feriecenter

24. maj 2017 10:03 | Af: Elo Christoffersen, ec@newsbreak.dk

Ole Madsen har skiftet jobbet som direktør for Sydbank Arena ud med stillingen som general manager hos SeaWest.

Koldingenser i spidsen for succesrigt feriecenter
Efter to år i spidsen for Arena Syd/Kolding Hallerne – og tidligere syv år som leder af Bramdrupdam Sports- og Mødecenter, er Ole Madsen blevet general manager fra SeaWest ved Nørre Nebel. Pressefoto.

Efter knap to år som administrerende direktør for Arena Syd/Kolding Hallerne – og tidligere syv år som leder af Bramdrupdam Sports- og Mødecenter – er koldingenseren Ole Madsen blevet General Manager for det succesrige feriecenter, SeaWest, der er beliggende mellem Nørre Nebel og Lønne i Vestjylland.

SeaWest blev etableret for 11 år siden. For et år siden blev centret solgt til hollandske Landal Greenparks, der har købt fem feriecentre i Danmark – alle beliggende i Jylland. Selskabet har omkring 90 centre fordelt i otte lande.

SeaWest er udpeget til at være hollændernes prestigecenter i Danmark, og derfor vil der blive satset mange penge på omfattende renoveringer og udvidelser. Netop nu bliver der således brugt to millioner kroner på at modernisere legepladsen ved centret, hvor et af verdens største træskibe er ved at blive bygget.

I jobbet som General Manager får Ole Madsen ansvaret for godt 100 medarbejdere, fire restauranter, bowling, fitness, Wellness, sportshal, to indendørs legeland og minigolf. Endvidere står centret for udlejning af ikke færre end 300 sommerhuse, som ligger klods op af centret.

– Forandringerne på SeaWest bliver til at se de kommende år, lyder det fra Ole Madsen, der går en spændende fremtid i møde med travlhed og nye udfordringer.

Opruster staben af medarbejdere

Den første tid er gået med at få huskendskab samt at opruste staben af medarbejdere.

Der har været skåret ind til benet i den salgsproces, de tidligere ejere har været i, og dermed er det et center, der igen skal på rette kurs.

To ting er meget anderledes fra Ole Madsen i denne udfordring, nemlig at han ikke tidligere har haft mere end 10-15 minutter til kontoret, men i dag kører ca. 100 km.

Indtil videre bliver tiden brugt til ”tilkobling” på vej til arbejde, og ”frakobling, når det går hjemad til Bramdrupdam igen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu