Kollega skyder betjent i benet

14. maj 2012 13:30 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Kollega skyder betjent i benet
Billede mangler

En af politiets skydeøvelser på Amager gik helt galt i september sidste år, da en skydeleder affyrede et skud mod et skur og ramte en kollega i skinnebenet.
Mandag står den 45-årige skydeleder i Københavns Byret tiltalt for under skærpende omstændigheder uagtsomt at have skadet sin kollega samt for i grov kådhed at udsætte andres liv eller førlighed for fare.
Den tydeligt berørte skydeleder forklarer i retten, at han tilbage i 2003 havde fået noget israelsk øvelsesammunition, som går i stykker når det rammer noget hårdt, fordi det er lavet af ler.
– Jeg fik udtrykkeligt at vide, at projektilet ville gå i stykker, når det rammer en trævæg, forklarer han.
Han lagde patronerne i sit våbenskab og glemte alt om dem. Men da politiet ledte efter noget nyt øvelsesammunition til øvelser i blandt andet indtrængen, tog han dem med på skydebanen.
Den 2. september sidste år opholdt han sig sammen med den koordinerende skydeleder og en politiassistent i det skur, der bruges dels til undervisning, dels som kaffestue på skydebanen.
På et tidspunkt gik de to skydeleder udenfor, så den 45-årige kunne demonstrere ammunitionen.
– Jeg vidste, projektilet ville gå i stykker, når det ramte trævæggen. Det ville blive til støv. Derfor skød jeg mod barakkens trævæg, forklarer skydelederen i retten.
Umiddelbart efter skuddet var han stadig sikker på, at projektilet var gået i stykker, for han kunne ikke se noget hul i væggen.
Men så hørte de to mænd politiassistenten råbe op inde fra barakken.
– Vi troede først, at han lavede sjov, men gik ind for at kigge efter.
– Da vi kom ind, lå han på gulvet og blødte. Det var et stort chok, siger skydelederen i retten.
Skuddet var gået tværs gennem trævæggen og ni skydeskiver af flamingo, der stod op ad den, før det ramte den 39-årige betjent.
Han blev ramt i skinnebenet og måtte efterfølgende tilbringe fire uger på sygehuset og opereres seks gange. Godt otte måneder senere er han stadig sygemeldt.
Der falder dom i sagen mandag i næste uge.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu