Kom nu ind i ?kampen, Frederik

22. februar 2013 22:42 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kom nu ind i ?kampen, Frederik
Billede mangler

Kronprins Frederik bør som medlem af den internationale olympiske komité IOC udnytte sin position til at gøre kampen mod doping langt mere effektiv.

 

Det mener Anti Doping Danmarks første formand, den 77-årige svenske professor Bengt Saltin.

– Kronprins Frederik passer perfekt til at få en mere aktiv rolle i det internationale antidopingarbejde. I kampen mod doping er der netop brug for en stemme, der også har en stærk position uden for idrætten, og som sportens beslutningstagere lytter til, understreger den internationalt anerkendte dopingjæger, som er Ridder af Dannebrog og kender kronprinsen personligt.

Svenskeren begrunder sit forslag med, at dopede sportsstjerner som Michael Rasmussen og Lance Armstrong har haft alt for let ved at snyde.

25 år efter hjemsendelsen af den dopede canadiske sprinter Ben Johnson fra OL i Seoul og 15 år efter Festina-skandalen i Tour de France har flere end halvdelen af verdens lande ifølge Bengt Saltin stadig ikke indført en uafhængig og troværdig dopingkontrol.

Frygter et tomrum

Samtidig frygter han, at det 81-årige svenske IOC-medlem Arne Ljungquist, som er afgående formand for IOCs medicinske komité og næstformand i WADA, vil efterlade et tomrum i IOCs interne antidopingdebat.

– Der er et stort behov for, at andre IOC-medlemmer, som har en stærk indflydelse på de øverste olympiske beslutningstagere, nu overtager Arne Ljungquists rolle.

Ny dagsorden

Derfor opfordrer Bengt Saltin kronprins Frederik til at sætte en ny dagsorden for verdens antidopingagentur WADA og de nationale kontrolmyndigheder.

– IOC besidder magten til at udelukke lande, som ikke har en troværdig dopingkontrol, fra OL. Jeg kan bare ikke få øje på nogen medlemmer af IOC, som for alvor sætter det spørgsmål på dagsordenen. Men det kunne kronprins Frederik jo gøre, fastslår Bengt Saltin.

– Og jeg tror, at ledelsen i IOC lytter til kronprinsen.

Har han også de faglige forudsætninger for at blive en troværdig antidopingstemme i IOC?

– I modsætning til mange andre i Danmark har jeg en meget positiv opfattelse af kronprins Frederiks evner. Han er åben. Han sætter sig godt ind i de ting, han beskæftiger sig med. Og så har han en stor forståelse for, hvordan kroppen fungerer og reagerer.

Et vigtigt forbillede

Den svenske dopingekspert mener, kronprinsen har langt bedre forudsætninger end de fleste andre medlemmer af IOC for at forstå den videnskabelige del af antidopingarbejdet.

– Når jeg f.eks. peger på den muskel, som sidder på bagsiden af overarmen, kan han navnet på musklen. Det er der altså ikke ret mange andre IOC-medlemmer, som kan. Og i øvrigt er han omgivet af al den faglige ekspertise i Kulturministeriet, Anti Doping Danmark og Danmarks Idræts-Forbund, han har brug for.

Hvad vil det betyde for antidopingarbejdet, hvis kronprinsen lytter til dit råd?

– Især hans moralske og etiske støtte ville have en meget positiv effekt. Han er et vigtigt forbillede for de unge – både i elitesport og motionssport.

Moralsk og etisk støtte

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra det danske IOC-medlem. Men hans rådgiver Morten Roland Hansen siger:

– Kronprinsens moralske og etiske støtte i antidopingarbejdet er der. Og den har været der fra starten. Der er heller ingen tvivl om, at kronprinsen i sit virke som IOC-medlem er fortaler for et effektivt antidopingarbejde og en stram kurs over for dopingsyndere. Det har han været fra dag ét.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu