Kommentator: Thorning og Corydon kører deres helt eget show

9. april 2013 12:44 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kommentator: Thorning og Corydon kører deres helt eget show
Billede mangler

En lang række socialdemokrater oplever for tiden en politisk virkelighed, hvor to personer mere eller mindre enerådigt styrer partiet, og det bliver et hovedtema på tirsdagens ekstraordinære møde i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

 

Sådan oplever politisk kommentator og chefredaktør på Fyens Stiftstidende, Troels Mylenberg, situationen hos Socialdemokraterne.

»Det er svært at karakterisere det som andet end et krisemøde,« siger Troels Mylenberg.

»Det føles som om, der er to figurer i toppen af Socialdemokraterne, nemlig Helle Thorning-Schmidt (S) og Bjarne Corydon (S), der kører showet uden at inddrage særlig mange. Det er et problem på mange fronter, og det er som at være med på et fodboldhold uden at få bolden. Så er det begrænset, hvor sjovt det er at være med på det hold,« siger han.

Derfor skal statsministeren på eftermiddagens møde forsøge at styrke holdånden i den socialdemokratiske folketingsgruppe, lyder det.

»De menige folketingsmedlemmer skal fornemme, at de er med i processen og ikke bare er en hamster nede i hjulet, der skal få det til at løbe rundt, så Bjarne Corydon og Helle Thorning-Schmidt kan køre deres show. Det er helt indlysende, at det er en af Thornings helt store udfordringer lige nu,« siger Troels Mylenberg.

Foruden de interne problemer står Helle Thorning-Schmidt også med store udfordringer i forhold til de vælgere, der har stemt på Socialdemokraterne eller et af de to andre regeringspartier, Radikale og SF.

Hun har ifølge Troels Mylenberg halvandet års tid til at få skabt en opfattelse i den brede befolkning om, at hun i øjeblikket er modig og gør de rigtige ting for Danmark, selvom mange i det socialdemokratiske bagland er imod hende.

»Der skal snart vise sig en øget konkurrenceevne og nogle flere arbejdspladser, som kan henføres direkte til eksempelvis en vækstpakke, der indeholder selskabsskattelettelser. Ellers har hun i den grad et problem, hvis hun så firkantet har søsat et initiativ, der er så meget imod det, Socialdemokraterne ellers har sagt. Så er det mindste, at det skal virke,« siger Troels Mylenberg.

Socialdemokraternes ekstraordinære møde afholdes klokken 16 tirsdag eftermiddag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu