Kommentator: Wammen får frataget ministerpost

28. juni 2012 19:13 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Kommentator: Wammen får frataget ministerpost
Billede mangler

Fredag har europaminister Nicolai Wammen (S) sidste arbejdsdag for det danske EU-formandskab. Dermed er det ifølge flere iagttagere temmelig uklart, hvad hans arbejde består i.
Indtil for nylig var det nemlig meningen, at Wammen skulle spille en central rolle i danske folkeafstemninger om EU-forbeholdene, men dem skød statsminister Helle Thorning-Schmidt forleden til hjørne.
– Det er uklart, hvad han skal beskæftige sig med. Det har ligget i kortene, at der skulle være folkeafstemning, og derfor skulle man have en på den lidt længere bane, siger professor Marlene Wind fra Københavns Universitet.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt slår fast, at den danske regering fortsat har brug for en europaminister.
– Der bliver rigeligt at lave. Europa fylder mere og mere i det daglige arbejde. Vi må erkende, at der fortsat er store diskussioner i forhold til EU’s langtidsbudget, så jeg tror, vores europaminister får rigeligt at lave, siger Thorning.
Men det er et åbent spørgsmål, om det så lige netop skal være Nicolai Wammen, der skal sidde på posten, vurderer politisk kommentator Lotte Hansen.
– Nicolai Wammen satsede stort, da han forlod sin borgmesterpost i Aarhus før man vidste, om Socialdemokraterne vandt valget.
– Og europaministerposten har ikke været en super platform for ham, selvom han sikkert har knoklet løs, siger hun.
Berlingskes kommentator, Thomas Larsen, forudser i et interview onsdag, at Nicolai Wammen får en ny og tungere ministerpost.
Lotte Hansen er ikke så skråsikker. Men hun påpeger, at behovet for en ny opgave til Nicolai Wammen kan være en kærkommen lejlighed til at foretage en ministerrokade uden at skulle sige, at nogen har gjort noget forkert.
– Det er næsten aldrig for tidligt eller for sent at lave en rokade. Regeringen har lavet nogle ret store ændringer, som de har solgt ret dårligt.
– Han har et godt potentiale og en god folkelighed, som der sagtens kunne være brug for, siger hun.
I samme åndedrag advarer kommentatoren mod at tro, at Wammen kan være en mirakelkur mod Socialdemokraternes problemer.
– Jeg kan godt forestille mig, at han ikke er europaminister om et år. Men lige nu har Socialdemokraterne større problemer, og det vil være synd at tro, at man kan lappe på hele deres image med ham, siger hun.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu