Kommunal bekymring for faldende stemmeprocent

21. marts 2013 10:56 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kommunal bekymring for faldende stemmeprocent
Billede mangler

Ved det seneste kommunalvalg i 2009 faldt stemmeprocenten med fire procent. Til november skal danskerne igen stemme til kommunalvalg, og står det til Erik Nielsen, borgmester i Rødovre og formand for Kommunernes Landsforening (KL), skal der sættes en prop i den sivende stemmeprocent.

 

»Det er en udfordring, vi skal tage alvorligt. Andelen af unge, der stemmer, er for lav. Vi skal derfor have et særligt fokus på den gruppe. Vi skal vinde hver generation for at fremtidssikre demokratiet,« siger Erik Nielsen og henviser til, at forskning viser, at hvis man først har undladt at stemme til ét valg, så undlader mange også at stemme næste gang.

»Jeg vil derfor appellere til alle – de politiske partier, regeringen, Folketinget, kommunalbestyrelser og regionsråd om at gøre en ekstra indsats i år for at få stemmeprocenten op. For det handler ikke kun om at stemme til kommunalvalget 19. november. Det handler om legitimiteten og opbakningen til selve demokratiet,« lyder det fra KL-formanden.

Også økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) er bekymret for udviklingen, og ser især gerne, at flere førstegangsvælgere og vælgere med anden etnisk baggrund end dansk begynder at afgive deres stemme.

»Ét bud kunne være at flytte brevstemmestederne ud i kommunen – for eksempel ud på de unges uddannelsessted eller til et af kommunens knudepunkter. Men vi har brug for flere gode bud – og vi har brug for kommunernes erfaringer og tanker,« siger Margrethe Vestager.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu