Kommunale chefer ringer til syge ansatte

28. november 2012 10:24 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Kommunale chefer ringer til syge ansatte
Billede mangler

Allerede på første sygedag ringer cheferne i Odense Kommune til de ansatte. Det har nedbragt sygefraværet.
 
Syge medarbejdere i Odense Kommune bliver ringet op af deres chef systematisk på første, femte og 10. sygedag.
 
Kommunen har indført metoden for at nedbringe sygefraværet og spare millioner af kroner. Det skriver Fyens Stifstidende.
 
Samtalerne skal få medarbejderne til at komme hurtigere tilbage. Det er ikke for at snage i privatlivet, siger Britta Carl, institutionschef i Odense Kommune.
 
– Det er ikke for at jage medarbejderne. Det er for at drage almindelig omsorg for dem, siger hun til Fyens Stiftstidende.
 
Metoden blev indført i august sidste år. Og først var medarbejderne i Børnehuset Hobitten skeptiske. Men det fungerer, konstaterer medarbejderrepræsentant Karina Top.
 
– Ting bliver taget på forkant, inden det udvikler sig til langtidssygemeldinger, og det er nemmere at få planlagt dagene, når man taler mere åbent om tingene, siger hun til Fyens Stiftstidende.
 
Siden sidste år har Odense Kommunes institutionsafdeling nedbragt sygefraværet med 1,7 dag per ansat. Og skulle der skæres ned, svarer det til, at kommunen kunne ansætte 17 ekstra fuldtidspædagoger i et år, hvis der skulle spares.
 
Arbejdsmarkedsforsker professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet advarer dog mod metoden. Den kan give bagslag, vurderer han:
 
– Man skal passe på ikke at presse nogen til at komme for tidligt tilbage, fordi de frygter at blive fyret. Det kan få nogle boomerang-effekter, som koster rigtig dyrt set fra en samfundsmæssig synsvinkel, når de bliver langtidssyge og skal hospitalsindlægges, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu