Kommuner forsøger at stoppe besparelsesspisende friskoler

5. februar 2013 03:42 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kommuner forsøger at stoppe besparelsesspisende friskoler
Billede mangler

Mens kommunerne de seneste år har lukket flere hundrede folkeskoler for at spare penge, beklager flere borgmestre nu over, at de nye friskoler, der skyder op, spiser en stor del af de netop planlagte besparelser ved skolelukningerne. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.

 

I Morsø Kommune har man eksempelvis for nylig revet en lukket folkeskole ned kun for at forhindre, at der ikke opstår en ny friskole i stedet.

– Jeg ved godt, at det kan virke provokerende at rive skolebygningerne ned, men vi synes ikke, at vi har andet valg. En ny friskole betyder, at vi kun sparer cirka halvdelen af, hvad vi kunne, siger borgmester Lauge Larsen (S) til avisen.

Han opfordrer derfor i samarbejde med andre borgmestre politikerne til at gøre det sværere at oprette friskoler. Men det afviser børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten.

I Dansk Friskoleforening har man svært ved at forstå kommunernes modstand mod friskolerne, eftersom man ifølge formand Ebbe Lilliendal jo ved, »at netop en skole er med til at tiltrække nye borgere til et lokalområde.«

Jane Findahl (SF), formand for børne- og kulturudvalget i Kommunernes Landsforening (KL), siger til Morgenavisen Jyllands-Posten, at hun ikke kender til eksempler på kommuner, der modarbejder friskoler, og at hun derfor ikke kan kommentere udviklingen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu