Kommuner må ikke droppe ældres støvsugerhjælp

26. marts 2012 11:04 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Kommuner må ikke droppe ældres støvsugerhjælp
Billede mangler

Det er i strid med loven, når Aarhus Kommune siden nytår fuldstændig har sløjfet at tage støvsugeren frem hos ældre hjemmehjælpsmodtagere med henvisning til, at kommunen slet ikke tilbyder støvsugning.
Sådan konkluderer Statsforvaltningen i en ny afgørelse.
Kommunen valgte ved årsskiftet at nægte støvsugning som en del af hjemmehjælpen, og det fik Ældre Sagen til at klage, skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Efterfølgende er både Det Sociale Nævn og nu Tilsynet nået frem til, at afgørelser om støvsugning altid skal træffes efter en konkret vurdering.
“Når man har en ‘længst muligt i eget hjem’-politik i Danmark, så er det stadig en kerneydelse fra kommunen, at man kan få gjort rent, hvis man ikke kan selv. Derfor kan kommunen selvfølgelig ikke bare fjerne støvsugningen,” siger direktør i Ældre Sagen, Bjarne Hastrup.
Lektor i socialret ved Aalborg Universitet, John Klausen, har tidligere udtalt, at en kommune ikke kan droppe støvsugning og tvinge ældre til at købe robotstøvsugere.
Inden årsskiftet modtog cirka 7.500 mennesker hjemmehjælp – herunder støvsugning – i Aarhus, men i løbet af de seneste tre måneder har kommunen løbende fjernet støvsugningen hos flere hundrede ældre.
“Nu skal kommunen hurtigst muligt genoptage støvsugning hos borgere, der har fået frataget støvsugningen på et forkert grundlag,” siger Bjarne Hastrup.
Kilde: Ældre Sagen

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu