Kommuneskat falder minimalt

25. januar 2013 11:04 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kommuneskat falder minimalt
Billede mangler

Danskerne betaler i gennemsnit 24,91 procent i kommuneskat, 0,01 procentpoint mindre end sidste år. Tallet dækker dog over store udsving.

 

Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik, der har samlet de kommunale udskrivningsprocenter og kan konstaterere, at den gennemsnitlige kommuneskat er 24,91 procent. Det er et fald på 0,01 procentpoint i forhold til 2012.

Otte ud af de 98 kommuner har sat skatten op, mens seks kommuner har sat den ned. De sidstnævnte har dog fået et særtilskud fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, der bidrager med 200 millioner kroner, som skal dække hullet efter skattesænkningen.

De største fald finder man i nabokommunerne Allerød og Furesø, hvor skatten for begges vedkommende daler med et procentpoint. Omvendt stiger skatten mest i Albertslund Kommune, hvor borgerne må betale et halvt procentpoint ekstra i skat i forhold til sidste år.

Den nye opgørelse rokker ikke ved de sædvanlige top- og bundplaceringer på kommuneskattens danmarkskort. Præcis som i 2012 er Rudersdal og Langeland henholdsvis den billigeste og den dyreste skattekommune.

Mere end fem procentpoint skiller de to kommuner. På Langeland skal borgerne betale 27,80 procent i skat til kommunen, mens skatteborgerne i Rudersdal Kommune slipper med 22,70 procent.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu