Konference sætter landdistrikterne under lup

10. april 2013 15:35 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Konference sætter landdistrikterne under lup
Billede mangler

Landdistrikterne er ikke kun rådne bananer, hvor købmanden og skolen lukker, og familierne flytter væk.

 

Der er også eksempler på landsbyer, der oplever fremgang. Nu vil by-, bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen (S) have lavet en oversigt over, hvor det går godt, og hvor det går knap så godt.

»Hvis vi skal skabe løsningsmuligheder, skal vi også vide, hvor det går godt, og hvor det går skidt. Derfor vil vi præsentere et nyt kort over landdistrikter, hvor vi går ned på sogneniveau. Det er alt for unuanceret at se på kommuneniveau, sådan som vi hidtil har gjort,« siger Carsten Hansen, der vil præsentere kortet på en landdistriktskonference, som han er vært for torsdag og fredag i Sæby.

Her deltager op mod 140 nøglepersoner fra kommuner, interesseorganisationer og foreninger, der ved, hvor skoen trykker i landdistrikterne.

Og landområderne er under pres. Flere og flere danskere flytter med arbejdspladserne til de større byer. København får omkring 1.000 nye beboere om måneden, Aarhus cirka 300. Og det går udover landområderne.

»Det problem løser vi ikke med et fingerknips, der skal sættes ind over en række fronter. Eksempelvis vil vi gerne sørge for bedre erhvervsmuligheder i landdistrikterne, eksempelvis inden for fødevarer og turisme,« siger Carsten Hansen.

Senest har regeringen ændret planloven, så der er skabt bedre muligheder for erhverv på landet. En tidligere skole kan for eksempel indrettes til erhvervsformål. Netop iværksætteri på landet er et af temaerne på landdistriktskonferencen, der også hædrer årets iværksætter og årets ildsjæl.

Det er ikke kun by- og boligministeren, der ser nye muligheder inden for iværksætteri i landdistrikterne. Det gør en af oplægsholderne på konferencen også. Kædedirektør Michael Løve fra SuperBrugsen holder oplæg om lokalt producerede fødevarer.

»Vi kan mærke, at folk gerne vil have fødevarer, der er produceret i deres nærområde. Eksempelvis fik vores butik i Vamdrup lokalt produceret honning på hylderne, og efter to uger var der solgt 300 glas honning. Det kan man udnytte meget mere ude i landdistrikterne,« siger Michael Løve og anbefaler, at lokale leverandører går sammen om distribution og markedsføring af varerne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu