Konfliktregler brudt på flere københavnske skoler

8. april 2013 14:09 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Konfliktregler brudt på flere københavnske skoler
Billede mangler

Efter en uges lockout er der dukket flere sager om brud på konfliktreglerne op, skriver avisen.dk. Københavns Lærerforening har sendt klager over forholdene på seks skoler.

 

»Helt generelt er der nogle skoleledere, der fuldstændigt har misforstået, hvad sådan en konflikt går ud på, og hvordan den skal håndteres,« siger formand Jan Trojaborg til avisen.dk og uddyber:

»Det er måske i godhedens tjeneste, fordi de vil hjælpe børn og forældre, men der er nogle spilleregler, som skal overholdes. Dem har KL gjort klare, men de følger dem desværre ikke,« siger han.

Københavns Kommune har på baggrund af klagerne foretaget justeringer.

»Vi har i alt 56 skoler. Der har været sager på seks skoler. Det forhold, der har været klaget over, er omfanget af tilsyn, som tjenestemænd har udført. Der er efter aftale med lærerforening sket en justering fra fredag,« siger Else Sommer, administrerende direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen, til avisen.dk.

I Aarhus har der ikke været de store problemer med overtrædelser, men det kan komme, forudser Søren Aakjær, formand for Århus Lærerforening.

»Hvis konflikten løber op på tredje, fjerde eller femte uge, vil vi givetvis se mere urent trav. Når forældre løber tør for ferie og bedsteforældre mister tålmodigheden med deres børnebørn, vil det skabe et øget pres på skolerne,« siger han til avisen.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu