Kongescoringer på vild EL-aften

14. februar 2013 23:19 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kongescoringer på vild EL-aften
Billede mangler

Det kan godt være, at Europa League kun er en fesen lille forret sammenlignet med det overdådige Champions League-måltid.

 

Alligevel var underholdningsværdien sent torsdag aften på højde med selv de største Champions League-dramaer.

På White Hart Lane blev det til en sand opvisning i smukke scoringer, da Tottenham besejrede Lyon med 2-1.

Først var det brandvarme Gareth Bale, der satte en tyk streg under, at han er en af verdens mest formstærke spillere lige nu. Fra en håbløs position langt uden for feltet bragede han kort før pausen et dykkende frispark ind bag Lyon-keeper Rémy Vercoutre. Et dykkende spark, der havde klare lighedstræk med Cristiano Ronaldos karakteristiske sparketeknik.

Den scoring ville Lyon dog ikke stå tilbage for. Ti minutter efter pausen scorede blot 19-årige Samuel Umtiti, hvad der meget vel kan have været hans livs mål. Fra en spids vinkel uden for Tottenhams målfelt kanonerede den unge back en halvflugter direkte op i fjerneste målhjørne.

Dermed lignede det en remis, men superstjernen Bale var ikke færdig. I kampens overtid sendte han endnu et uimodståeligt frispark i nettet og cementerede dermed endnu en gang sin gudestatus i London-klubben.

I Tyskland var der også underholdning for alle pengene – og mere til.

Hele seks mål blev det til, da Borussia Mónchengladbach spillede 3-3 med Rom-klubben Lazio. Det skete efter en vanvittig afslutning, der bød på hele tre scoringer inden for de sidste 10 minutter.

De forsvarende Europa League-mestre fra Atletico Madrid får svært ved at gentage succes’en i år, efter at holdet hjemme blev besejret af Rubin Kazan med 2-0. Russerne kom foran i første halvleg, men blev reduceret til ti mand ved pausen. Alligevel scorede gæsterne endnu en gang kort før tid og ligner nu en klar favorit til at gå i 1/8-finalen på bekostning af spanierne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu