Konservative vælgere vil sende Barfoed på porten

1. marts 2013 08:36 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Konservative vælgere vil sende Barfoed på porten
Billede mangler

Det vil gavne Det Konservative Folkeparti, hvis Lars Barfoed forlader posten som partiformand. Det mener et stort flertal af de vælgere, der stemte konservativt ved seneste folketingsvalg.

 

Ifølge en Megafon-måling, som TV 2 og Politiken har fået lavet, giver 61 procent af de adspurgte udtryk for, at det ville gavne de Konservative, hvis Lars Barfoed trækker sig.

Målingen kommer i kølvandet på flere ugers skriveri om Lars Barfoeds bopæl på Frederiksberg, hvor der blev rejst tvivl om, hvorvidt reglerne blev fulgt i forbindelse med den konservative formands overtagelse af lejligheden.

Lars Barfoed, der afløste Lene Espersen som konservativ formand i 2011, ønsker ikke at forholde sig til målingen:

»Jeg giver mig aldrig af med at diskutere min egen position. Det er der masser af andre, der gerne vil. Den debat er overfyldt i forvejen,« siger han til tv2.dk.

Megafon-målingen fortæller ikke noget om, hvem de konservative vælgere gerne ser som ny formand.

Med Lars Barfoed som formand opnåede de Konservative i 2011 det dårligste resultat ved et folketingsvalg i partiets knap 100 år lange historie.

Ifølge Berlingske Barometer, der er et gennemsnit af forskellige meningsmålinger, ville de Konservative få 3,8 procent af stemmerne ved et folketingsvalg i dag og dermed klare sig dårligere end ved 2011-valget. Til november er der kommunalvalg, og meningsmålinger og politiske kommentatorer spår en konservativ tilbagegang, der vil koste borgmesterkæder og byrådssæder i stor stil.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu