Konservative vil have regeringen med på nulvækst

26. februar 2013 08:52 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Konservative vil have regeringen med på nulvækst
Billede mangler

Regeringen er på rette kurs, når den foreslår en lavere vækst i det offentlige forbrug.

 

Sådan lyder det fra formanden for de Konservative, Lars Barfoed (K), i kølvandet på regeringens udmelding om begrænse væksten i det offentlige fra oprindeligt 0,8 procent til 0,4 procent i 2014.

»Det er et fornuftigt skridt i den rigtige retning. Vi har verdens største offentlige sektor i Danmark. Det er den store udfordring, at vi gør den mindre og giver plads til flere arbejdspladser i private sektor,« siger Lars Barfoed.

Han mener, at regeringen lige så godt kunne tage skridtet fuldt ud og gå ind på den nulvækstkurs, som de Konservative har foreslået.

»Regeringen bør tage den fulde konsekvens og bakke op om vores forslag om nulvækst og dermed skabe endnu bedre jobmuligheder i den private sektor,« siger Lars Barfoed.

Den konservative leder mener ikke, at den lavere vækst i det offentlige vil betyde, at det offentlige skal ud i store fyringsrunder.

»Der er en stor naturlig afgang i den offentlige sektor de kommende år, så det er ikke nødvendigvis, fordi man skal ud og fyre en masse mennesker,« siger han.

Lars Barfoed vurderer heller ikke, at lavere vækst i det offentlige vil betyde ringere service over for borgerne.

»Men kan omfordele ressourcerne, for eksempel lægger vi op til at bruge flere penge på ældre og sundhed ved at tage midler fra nogle af de mange aktiveringsordninger,« siger Lars Barfoed.

Tirsdag klokken 10.30 fremlægger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), finansminister Bjarne Corydon (S) og skatteminister Holger K. Nielsen (SF) regeringens udspil »Vækstplan DK« på et pressemøde i Statsministeriet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu