Kontant belønning lokker unge ind i a-kasserne

8. marts 2013 09:56 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kontant belønning lokker unge ind i a-kasserne
Billede mangler

På to år er antallet af studerende og elever, der er medlem af en a-kasse, steget fra 37.500 til 90.000. Det viser nye tal fra a-kassernes brancheorganisation, AK-Samvirke ifølge Avisen.dk.

 

Det er især gratis medlemskab og en kontant belønning på 14.000 kroner, som trækker de unge til. De har fundet ud af, at det er en god forretning at blive medlem, før man er færdiguddannet. Sådan vurderer AK-Samvirkes direktør, Verner Kirk.

»De kan sikre sig en ekstra måneds dagpenge i tilfælde af, at de ikke får arbejde, når de er færdige. Det ser mange som en fordel,« siger han til Avisen.dk.

Der går nemlig en måned, før man får ret til dagpenge, hvis man først melder sig ind i en a-kasse, når man er færdiguddannet.

Siden 2009 har det været muligt for unge under 30 år, der er under uddannelse, at blive optaget i en a-kasse uden at betale kontingent til arbejdsløshedsforsikringen. Og mange a-kasser har også fjernet bidraget til administration, så medlemskabet bliver kvit og frit.

Derudover er mange a-kasser gået i charmeoffensiven over for de unge. Magistrenes A-kasse tager ud på universiteterne, og fortæller de studerende om fordelene ved at melde sig ind. De fik fire procent flere unge medlemmer sidste år.

»Det går bedre og bedre. De studerende kan godt se beskæftigelsessituationen. Ledigheden er meget høj blandt nyuddannede, så de kan godt se fordelen,« siger Magistrenes A-kasses formand, Frederik Dehlholm til Avisen.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu