Kontanthjælpsreform kan stride mod grundloven

25. februar 2013 21:19 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kontanthjælpsreform kan stride mod grundloven
Billede mangler

Mandag fremlagde beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) regeringens oplæg til en kontanthjælpsreform, men allerede inden denne er blevet til virkelighed, råber flere eksperter vagt i gevær.

 

De frygter ifølge Jyllands-Posten, at det kan være i strid med Grundloven, når der i reformen lægges op til, at ugifte par kan tvinges til at forsøge hinanden.

I dag mister man retten til kontanthjælp, hvis ens ægtefælle tjener mere end 22.000 kr. om måneden, hvis man er samlevende uden børn. For gifte par med børn ligger beløbet i dag på 28.000 kroner. De regler skal fremover også gælde ugifte par, hvis det står til regeringen.

Men det kan ifølge eksperter kollidere med grundlovens paragraf 75, stk. 2, som sikrer alle danskere ret til understøttelse, hvis man ikke selv »kan ernære sig eller sine«.

»Hvis der er nogen, der ikke har mulighed for at forsørge sig selv, og som ikke har en ægtefælle, der kan sørge for en, så har man ret til forsørgelse fra det offentlige. Det kan godt være meget lidt, men man har altså ret til en eller anden ydelse fra staten,« siger Nina von Hielmcrone, der er lektor i socialret ved Aalborg Universitet til Jyllands-Posten.

Den udlægning finder opbakning hos højesteretsdommer og professor, dr. jur. Jens Peter Christensen, som i Folketingets fortolkning af grundlovens paragraf 75 stk. 2. skriver, at »Et par, der lever sammen uden at være gift, har ikke pligt til at forsørge hinanden.«

Grundloven lægger dermed op til, at det kun er folk, der har papir på hinanden, som kan tvinges til at forsørge partneren.

Ifølge Jyllands-Posten er en arbejdsgruppe i Beskæftigelsesministeriet ved at undersøge sagen nærmere.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu