Kontroversiel tysker får dansk ytringsfriheds-pris

6. april 2013 22:39 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kontroversiel tysker får dansk ytringsfriheds-pris
Billede mangler

Den kontroversielle tysker Thilo Sarrazin har lørdag modtaget Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sappho Prisen, oplyser TV 2 Nyhederne.

 

Thilo Sarrazin udgav for tre år siden bogen »Deutschland schafft sich ab« (»Tyskland afskaffer sig selv«), der vakte stort postyr og satte gang i en heftig integrationsdebat, fordi Sarrazin tordner mod indvandringen fra muslimske lande.

Han mener blandt andet, at indvandrere fra eksempelvis Afrika og Mellemøsten medvirker til at gøre Tyskland dummere med deres lavere intelligens og tendens til at få mange børn. Sarrazin mener blandt andet, at nogle racer ganske enkelt er bedre begavet end andre. Derfor har han også argumenteret for, at staten bør hjælpe de mere intelligente personer til at få flere børn end mindre intelligente.

Udgivelsen af bogen skabte også fornyet debat om Tysklands nazistiske fortid, og Thilo Sarrazin blev beskyldt for at have nazistiske tilbøjeligheder. Bogen endte med at koste Sarrazin, der er tysk socialdemokrat, hans plads i bestyrelsen for den tyske nationalbank – angiveligt på opfordring fra blandt andet kansler Angela Merkel.

Ifølge Trykkefrihedsselskabet er »Deutschland schafft sich ab« blevet solgt i 1,5 millioner eksemplarer, og organisationen valgte at hylde den kontroversielle tysker, fordi han »på intet tidspunkt har undskyldt eller gjort indrømmelser over for mediekritikken.«

Sappho-prisen gives hvert år til en person, der ifølge Trykkefrihedsselskabet forener journalistisk dygtighed med uforfærdethed og kompromisløshed. Med prisen følger en skulptur af digterinden Sappho, og blandt de tidligere modtagere af prisen finder man Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose og tegneren Kurt Westergaard.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu