Kræftsyg folketingsmedlem tager orlov

12. januar 2013 18:11 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Kræftsyg folketingsmedlem tager orlov
Billede mangler

SFs viceborgmester i Odder, Sanne Rubinke afløser partiets folketingsmedlem Eigil Andersen, der tager orlov på grund af sygdom.
 Af: Jens W. Møller og Søren Ploug Lilmoes, Berlingske Nyhedsbureau
 
De kommende par måneder får SFs viceborgmester i Odder, Sanne Rubinke, ekstra travlt. Hun afløser SFs aarhusianske folketingsmedlem Eigil Andersen (SF), der i de kommende to måneder skal i behandling for en begyndende kræftsygdom. I den periode fortsætter hun sit arbejde i Odder Byråd.
 
– Partiforeningen, byrådsgruppen, borgmesteren og jeg er enige om, at det godt kan gå at være med begge steder i en kortere periode, siger hun til Berlingske Nyhedsbureau. De møder i Odder, Sanne Rubinke skal deltage i, foregår om mandagen. Og netop den dag er det muligt at være væk fra Christiansborg, siger hun.
 
Eigil Andersen, der er SFs arbejdsmarkedsordfører, fortæller i en pressemeddelelse om sin orlov:
– Jeg har en begyndende kræftsygdom, som heldigvis er blevet opdaget på et meget tidligt tidspunkt og som jeg ønsker at få stoppet. Behandlingen kræver, at jeg aflægger hyppige besøg på sygehuset i en periode, og jeg vil derfor være sygemeldt fra Folketinget i et par måneder fra 17. januar. Jeg glæder mig til at vende tilbage til det politiske arbejde efter min sygeorlov, siger han.
 
Sanne Rubinke har tidligere snust til Folketinget, idet hun afløste Jonas Dahl (SF) i en periode.
– Jeg er glad for at kunne påtage mig vikariatet og arbejdet i folketingsgruppen, indtil Eigil vender tilbage.
 
Både arbejdsmarked, landdistrikter samt miljø har min store interesse. Jeg er sikker på at få værdifulde erfaringer med mig hjem til Østjylland, siger hun og understreger, at hun ikke glemmer, hvor hun kommer fra:
 
– Jeg har mine Odder- og østjyske briller på, uanset hvor i verden jeg befinder mig, siger hun.
Sanne Rubinke, der er sit partis spidskandidat ved det kommende kommunalvalg i Odder, er 2. suppleant til Folketinget for SF i Østjylland. Thomas Medom, der er 1. suppleant, er rådmand i Aarhus og spidskandidat til byrådsvalget, og han har derfor valgt at bruge kræfterne på byrådsarbejdet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu