Kraftig eksplosion i Texas ødelægger op mod 75 hjem

18. april 2013 10:28 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kraftig eksplosion i Texas ødelægger op mod 75 hjem
Billede mangler

Over 100 mennesker er kvæstet, og et endnu ukendt antal er dræbt, efter en voldsom eksplosion på en gødningsfabrik i Texas i USA har skabt omfattende ødelæggelser.

 

Der er endnu ikke overblik over antallet af savnede i de beskadigede huse og brændende bygninger.

Eksplosionen, som fandt sted omkring kl. 20 lokal tid, var så kraftig, at det amerikanske geologiske overvågningsinstitut, USGS, kunne måle den til 2,1 på richterskalaen.

Brandfolk arbejder fortsat med at få ilden under kontrol på fabrikken i den lille by West omkring 130 kilometer syd for Dallas. Slukningsarbejdet besværliggøres imidlertid af kraftig vind.

På et pressemøde torsdag formiddag dansk tid bekræftede politiet, at »et antal« mennesker har mistet livet i eksplosionen. Der er dog endnu intet officielt tabstal:

»Der bliver stadig hevet ofre ud, og de bringer stadig ofre til triagen. Før vi har et godt estimat, vil vi ikke gætte på antallet af kvæstede,« sagde politiets talsmand, Patrick William Swanton.

Tidligere holdt en talsmand for redningsmyndighederne, der arbejder på stedet, et kort pressemøde. Her oplyste han, at der indtil videre er bragt 133 personer til nærliggende hospitaler, 50-75 huse herunder et plejehjem er ødelagt og et område på 8-10 boligblokke i nærheden af fabrikken er blevet evakueret.

Der skal nu foretages en hus-til-hus eftersøgning for flere tilskadekomne i de ødelagte bygninger, og tabstallet kan derfor stige. Der er dog langt op til de første – ubekræftede – meldinger om 60-70 dræbte.

Den amerikanske TV-station ABC News skriver, at mindst 170 personer nu er bragt til hospitaler, og at et ukendt antal er i kritisk tilstand.

En del af de evakuerede beboere bliver desuden bragt til et midlertidigt samlings- og fordelingssted, som er oprettet på en nærliggende fodboldbane, oplyser CNN. Eksplosionen menes at være forårsaget af en brand i en af gødningsfabrikkens ammoniaktanke, men politiet har endnu ikke fastlagt det med sikkerhed.

»Det var som om, en atombombe gik af,« sagde Wests borgmester, Tommy Muska, på et pressemøde og opfordrede alle til at bede for byens beboere.

»Vi har mange mennesker, som er kommet til skade, og mange af dem kommer formentlig ikke til at være her i morgen,« sagde han ifølge AP.

»Vi leder efter dem alle, og vi vil sikre os, at der er redegjort for alle personer. Det er det vigtigste lige nu.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu