Kraftig eksplosion rammer Tel Aviv

16. november 2012 14:02 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Kraftig eksplosion rammer Tel Aviv
Billede mangler

Luftalarmerne begyndte fredag at hyle i Israels andenstørste by, Tel Aviv, og umiddelbart efter hørtes en voldsom eksplosion, fortæller øjenvidner.
Israelsk politi bekræfter, at der har været en eksplosion i Tel Aviv, men en talsmand siger, at der ikke er tegn på, at en raket har ramt kystbyen.
Hamas oplyser imidlertid, at bevægelsens militante gren fredag affyrede en Qassam-raket mod Tel Aviv.
Samtidig melder hospitalskilder i Gazastriben, at en person er omkommet som følge af nye israelske luftangreb på enklaven.
Torsdag affyrede militante palæstinensere i Gaza to raketter mod Tel Aviv, der er Israels kommercielle hovedstad.
Den ene raket landede i havet ud for byen, mens den anden ramte en forstad til Tel Aviv. Ingen mennesker kom noget til under angrebet.
Det er første gang siden Golfkrigen i 1991, at byen er mål for raketter.
For snart 22 år siden var det Saddam Husseins Irak, der affyrede Scud-raketter. Nu sker beskydningen meget tættere på – nemlig fra Gazastriben ca. 50 kilometer væk.
Kilde: Reuters
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu